- en identitetshistorisk læsning af Nikoline Helms' danmarkshistorie for folkeskolen
Af Rita Ilsted Smith
96 sider, 50 kroner
Danmarks Lærerhøjskole
Danmarks Pædagogiske Bibliotek
Det er ikke mindst ved tv's medvirken blevet moderne at mobbe modparten for at være historieløs. I den udstrækning, det kan rumme en mulighed for at højne historiefagets anseelse, kan det selvfølgelig være godt nok. Mere nedslående er, at det ofte kan være sandt. Det var et mindre problem 'i gamle dage', hvor historieundervisningen indgik som et helt bevidst led i bestræbelserne for at opdrage og danne befolkningen. Det er Helms' historiebog et godt udtryk for.
Lærebogsanalyser kan være kedelige, og ganske vist er denne fremstilling ikke fri for at være en anelse tung. Til gengæld er dens emne noget af en kuriositet - i flere af dette ords mange betydninger, dog ikke som sjældenhed. Helt op i 1960'erne var Nikoline Helms' danmarkshistorie meget udbredt. Første udgave kom i 1916. Selv er jeg i besiddelse af en udgave fra 1957, hvori det nævnes, at den er udkommet i 450.000 eksemplarer. Og sikkert få af denne publikations brugere, elever som lærere, har vidst, at forfatteren hed Nikoline Marie, var ugift lærer(inde) og avancerede til viceskoledirektør i København, inden hun døde som 64-årig i 1939. Bogen fik sin største udbredelse efter hendes død, i 40'erne og 50'erne, uden tvivl fordi der efter krigen var et behov for at stive den blakkede nationalitetsfølelse af. Det kunne Nikolines stilistisk fremragende historie nemlig. Den bærer sikkert også en god del af æren/skylden for, at vi i Danmark og ofte med urette mener, at 'vi er de bedste'.
Anders And er meget populær i Danmark, og nu, hvor han snart har 50-års jubilæum, er det fristende at sammenligne med den gæve Christian IV's popularitet. Få konger har som han nedkaldt så mange ulykker over vort arme land, men 'Alligevel holder vi af ham -', som Nikoline skrev.
Ud over naturligvis at være et led i forskningen kan Rita Smiths lille afhandling læses som en hurtig nøgle til en indføring i store dele af vor 'folkekarakter', som det hed dengang, og det er ikke kedeligt - i hvert fald ikke for den seriøse historielærer.
Hans Erik Berthelsen
Historie
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.