Bind 1, De første tider
Bind 2, Oldtidskulturernes storhed og fald
Af John M. Roberts
Oversat af Henrik Mossin
I alt 1.750 sider, 348 kroner per bind
Serien omfatter i alt ti bind og sælges kun
i subskription. De øvrige bind kommer i 1999 og 2000
Munksgaard/Rosinante
Historikeren og tv-værten John Roberts er forfatter til dette meget omfattende værk om verdenshistorien.
Hvornår historien begynder, kan diskuteres, men i bind 1, der dækker perioden frem til år 500 før vor tidsregning, gennemgås hele den menneskelige evolution. Således får vi en grundig gennemgang af pattedyrenes og abernes udvikling og den udskillelsesproces, der gør mennesket til noget enestående. Der er hele vejen igennem en diskussion af de betingelser, der netop får et bestemt væsen til at overleve. Også 'fejlskud' som neandertalerne gennemgås, og der gisnes om grunden til deres udryddelse. Forfatteren fremsætter desuden den teori, at der for cirka 35.000 år siden reelt er sket en blanding mellem neandertalerne og homo sapiens (menneskene), så neandertalerne i realiteten er blevet bortavlet.
Siden gennemgås de egenskaber, der adskiller menneskene fra dyrene. Evnen til at tilpasse sig forskellige og meget skiftende situationer, det faktum, at kvindens forplantningscyklus er noget helt særligt, og menneskenes evne til at bruge fingrene.
Mysteriet om hulemalerierne betegnes som et for tidligt menneskeligt forsøg på at tilegne sig kunst, hvorfor kunsten opgives igen for først at dukke op mange tusinde år senere.
Agerbruget antages at have udviklet sig flere forskellige steder uafhængigt af hinanden. Oldtidskulturerne udviklede sig ganske vist også uafhængigt af hinanden, men menneskets naturlige nysgerrighed gjorde, at civilisationerne hurtigt begyndte at udforske områderne omkring sig, og således kom de i kontakt med hinanden og drog derved nytte af hinandens fremskridt.
Religion, politisk styreform, døden, kunst, samlivsformer, ligestilling, teknologi og handel spiller en væsentlig rolle i alle kulturer. Bind 1 slutter med en gennemgang af oldtiden i Mesopotamien, Egypten og Vestasien.
I bind 2 gennemgås først og fremmest oldtidskulturerne. Både Kina og Indien har et eget kapitel i første del af bindet, men der er her også en kort gennemgang af oldtiden i de andre verdensdele. Disse kulturer, hvor civilisation og fremskridt bredte sig langsomt til naboområderne, blev i det første årtusinde før vor tidsregning afløst af en verdensorden med få, koncentrerede og højtudviklede kulturer, der nok hurtigt og effektivt skaffede sig viden om omverdenen, men disse kulturer delte kun i ringe grad deres fremskridt med den omgivende verden.
Verdenshistorien er rigt illustreret med billeder og tegninger, ligesom et stort antal kort og faktakasser giver læseren et godt overblik.
Værket er oversat af cand.mag. Henrik Mossin. Det slipper han særdeles godt fra. De to første bind er begge skrevet i et sprog, som gør dem let tilgængelige.
De kommende bind ser ud til at have en fin balance mellem overlapninger og afgrænsethed, således at de enkelte kapitler i historien rummes af samme bind.
Med John Roberts 'Verdenshistorie' foreligger nu et samlet historisk værk, som levende fortæller historien om menneskenes udvikling på Jorden. På trods af, at bøgerne er fortalt på en måde, så de fleste kan være med, så er verdenshistorien alligevel gennemgået med en grundighed, der kan gøre værket til en klassiker, som bør stå i ethvert pænt hjem.
Denne udgave af verdenshistorien vil være oplagt at have på skolens mediatek, da eleverne i stort omfang vil kunne benytte den til deres projekter, ligesom den kan bruges af lærerne til deres forberedelse.
Steen Brastrup
Historie
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.