Hetzen mod børnebøgerne

Glimrende bog om børnelitteraturens problemer

Børnelitteraturen har fået nogle skrækkelige skrammer gennem de seneste årtier, så 'Årbog for børnelitteratur 1998' er en nyskabelse, der bør hilses velkommen, for børnebogen trænger til al den kvalificerede opmærksomhed, den kan gives.

Årbogen for børnelitteratur bringer ikke blot omtaler af begivenheder, oversigter over udgivelser, prisvindere, konferencer og tendenser, men også længere artikler om børnebogens kulturelle placering, og den er ikke for god.

Den kan man læse om i et glimrende indlæg af Torben Weinreich. Sagen er, at børnelitteraturen har været udsat for en grov og nedvurderende kampagne. Ordet hetz ligger lige for. Ved hjælp af simpelt brødnid, uvidenhed, snobberi og arrogance er det lykkedes at underminere et af dette århundredes smukkeste og mest demokratiske kulturelle tiltag, nemlig biblioteksloven af 1964, der satsede på en bred udbredelse af litteratur til hele folket, herunder også til børnene og de unge.

Derfor fik børne- og skolebibliotekerne stærkt forøgede bevillinger i årene, der fulgte. Det kom naturligvis også skolebogs- og børnebogsforfatterne til gode, hvilket lod sig måle gennem den årlige tildeling af biblioteksafgiften, hvor nogle børnebogsforfattere modtog meget høje beløb. Det udløste et misundelsens ramaskrig fra forfattere, der skrev for voksne, og som derfor mente, at de var langt mere værd.

Kampagnen mod børnebøgerne og deres forfattere satte ind fåår efter biblioteksloven af 1964. Ekstra Bladet og B.T. lod sig villigt mobilisere. På de litterære cafeer taltes hånligt om børnelitteraturen. Den kunne ikke være kunst, som det blev sagt, børnebogsforfatterne blev kaldt for 'tegnebogsforfattere', og kampagnen bar frugt. Loven om biblioteksafgift blev ændret til skade for børne- og ungdomslitteraturen.

Børnebogsforfatterne har måttet betale en meget høj pris for angrebene på dem. I flere omgange har de måttet acceptere ringere vilkår og lavere afgifter, end de skønlitterære forfattere. Det skete således for et par år siden, da en ny lov om biblioteksafgift blev vedtaget, og der blev lagt et loft over, hvor meget den enkelte forfatter kunne modtage per år.

En ordning, der især ramte børnebogsforfatterne, hvilket vel også var meningen med den, men da loven skulle træde i kraft, skrev forfatteren Ib Michael et læserbrev i Politiken, hvori han gjorde opmærksom på, at den nye lov også ville få uheldige konsekvenser for nogle af de mest populære voksenforfattere. Dette forskrækkede kulturminister Jytte Hilden så meget, at hun udsatte lovens ikrafttræden til 1999, så de skønlitterære forfattere gik fri for beskæringen denne gang.

Samme periode gik skolebibliotekerne også i forfald. I aviserne kunne kommunalpolitikerne læse, hvad det var for noget bras, der stod på hylderne, så bevillingerne faldt, bogbestanden støvede til. Set i lyset af denne kulturelle afvikling kan det ikke undre, at der klages over danske børns læsefærdigheder, og selv om det triste perspektiv ikke alene skyldes børnebogens trængsler, så har den almene nedvurdering af børnelitteraturen haft sin virkning.