Her, min skat

Gode digte kan man ikke få for mange af, og udgiveren skal da også have tak for denne samling af dels gamle kendinge, dels nogle, man skal være temmelig belæst for at hævde, at man kunne udenad i forvejen. Jeg kendte ikke meget til Ove Abildgård og Hans Ahlmann, for at tage de to første, der bliver de første for at passe ind i samlingens organiserende princip, nemlig alfabetisk efter forfatternes efternavne.

Digtenes kvalitet er ubestridelig og giver næppe mening at anmelde her. Derimod bør man diskutere, hvordan udgiveren har håndteret tekster, der er skrevet over en vidtspændende periode. Hvis man skriver, at "hjertet må sig taust og strængt tillukke" for at signalere autentisk sprog, hvorfor er substantivet så ikke med stort? Eller hjertet med æ? Jeg mener, at sådan noget pedanteri må overvejes, når man underviser eleverne i ældre tekster.

Nu er bogen, indrømmet, en digtsamling og ikke en litteraturhåndbog. Alligevel savner jeg lidt bibliografiske noter. Hvorfor er for eksempel Ingemanns vidunderlige digt til Lucie, som vi alligevel har taget hul på ovenfor, ikke helt identisk med det, der står i Højskolesangbogen?

Det forlyder, at "Hjortens Flugt" er outdated som konfirmationsgave. Så hvis man absolut vil opdrage på unge mennesker, der hellere ville have haft noget andet, er her et seriøst bud. Og har man elever, der tager deres sværmeriske alder alvorligt, får man stof til mange drømme og en samling scoretricks med i købet.