Skolerne i Odense Kommune har i et år haft mulighed for at sende en elev akutskole i en periode, hvis eleven har begået grov grænseoverskridende adfærd.
Men det har ingen skoler gjort, viser en evaluering fra Odense Kommune.
I kølvandet på en række voldsomme sager på Agedrup Skole i Odense valgte politikerne i kommunen at oprette landets første akutskole.
En nedlagt skole blev taget i brug til den nye slags skole, der fik plads til syv elever ad gangen, som kunne tages ud af deres normale skole i op til 15 dage. Valgte elevens skole at benytte tilbuddet ville det koste skolen 50.000 kroner.
Mest elever fra de lavere klasser
I stedet har akutskolen ændret sig til et tilbud, hvor et pædagogisk rejsehold af PPR-konsulenter rykker ud på elevens skole og arbejder sammen med forældre og fagpersoner omkring eleven.
Evalueringen dækker erfaringerne frem til april. I den periode er der lavet 16 forløb med elever fordelt på hovedsageligt indskolingen og mellemtrinnet, mens der ikke har været forløb for elever i 8. eller 9. klasse.
Modsat det oprindelige tilbud koster det ikke skolerne noget at få besøg af akutteamet, der typisk laver et forløb på 8–10 uger.
Ifølge evalueringen vurderer skolerne, at tilbuddet kun er relevant ”i et afgrænset antal komplekse sager”, hvor de oplever, at deres egne ”handlemuligheder er utilstrækkelige”.
De skoler, der har benyttet tilbuddet, oplever imidlertid ifølge evalueringen, at indsatsen har bidraget til ”en stabilisering af situationer, der ellers kan være præget af uro og mistrivsel” og et forbedret samarbejde mellem skole og forældre.
Skolens fremtid skal afgøres af politikerne
Akutskolen og timeout-teamets fremtid skal drøftes i midten af august, når børn- og ungeudvalget skal forholde sig til evaluering.
Børn- og ungerådmand Brian Dybro (SF) siger til Skolemonitor, at han mener, at det oprindelige børnesyn bag akutskolen er forkert.
”Tilbuddet – og især den fysiske matrikel – blev af nogle politikere italesat ud fra en tankegang om, at børn gør noget forkert, og at der derfor skal være en konsekvens eller en straf. Det er et børnesyn, jeg grundlæggende er uenig i,” siger han.
Han fortæller, at han ikke selv ser nogen grund til, at der fortsat skal være en fysisk akutskole.
”Min egen holdning er, at et skoletilbud på en anden matrikel end elevens egen skole ikke er nødvendigt. Til gengæld er timeout-teamet, der rykker ud på elevens egen skole, nødvendigt,” siger han til Skolemonitor.
Her er erfaringerne fra landets første akutskole
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.