Er de nuværende regler gearet til, at der er flere og flere børn med et langvarigt og bekymrende skolefravær?
Nej, mener den ekspertgruppe, som i dag er kommet med sine anbefalinger til nye regler om inklusion, specialundervisning og netop bekymrende skolefravær.
På sidstnævnte område anbefaler ekspertgruppen, at skolerne skal spille en mere proaktiv og opsøgende rolle.
Ekspertgruppen, som har haft rektor på Københavns Professionshøjskole Anne Vang i spidsen, har udarbejdet en model, der har til formål at sikre, at skolerne reagerer hurtigere, når elever ikke kommer i skole.
I sin rapport peger ekspertgruppen på, at fravær kan skyldes komplekse faktorer som sociale relationer, faglige udfordringer eller sygdom. Modellen indeholder flere tiltag, som landets politikere ifølge ekspertgruppen bør overvejede at indføre:
Anbefalingerne
Tidlig kontakt til forældre
Skolelederen skal kontakte forældrene, hvis en elev inden for et kvartal har 10 dages ulovligt fravær for at sikre, at fraværet hurtigt afklares og ikke eskalerer.
Fraværsundervisning
For elever med mere end 15 dages fravær i samme kvartal, skal der tilbydes fraværsundervisning - en ny betegnelse for sygeundervisning. For at gøre det mere fleksibelt skal skolerne som noget nyt have lov til, at undervisningen kan varetages af andre end elevens egne lærere.
Individuelt tilpassede løsninger
Der åbnes for en fleksibel tilgang til fraværsundervisning, som kan tilpasses elevens behov. For eksempel kan undervisningen tilrettelægges på mindre hold, i hjemmet eller online, afhængigt af situationen.
Pædagogisk-didaktisk handleplan
Hvis fraværet når 15 dage i samme kvartal, skal der desuden udarbejdes en handleplan, som involverer forældre og elev. Denne plan sigter på at fjerne barrierer for skoletilknytning og forbedre elevens læringsmiljø.
Tværprofessionel indsats
Der lægges op til tværfaglig støtte, som kan inkludere pædagogisk-psykologisk rådgivning og samarbejde med social- og sundhedsområdet for at håndtere de underliggende årsager til fraværet.
Opfølgning og evaluering
Der stilles krav om løbende opfølgning på handleplanen - mindst hver tredje måned, for at sikre, at tiltagene har den ønskede effekt.
Ifølge ekspertgruppen er formålet med modellen at hjælpe elever tilbage til skolen hurtigt, samtidig med at der tages højde for de individuelle udfordringer, der kan forårsage fravær.
Ekspertgruppen understreger, at både skolen og forældrene har et fælles ansvar for at støtte elevens tilbagevenden til undervisningen.
Her er ekspertgruppens anbefalinger til, hvordan skolerne bør håndtere skolevægring
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.