Henrik Hjorth Findsen er død

En ny smuk stjerne er tændt på himlen!

Hvor ville vi gerne bytte denne for stadig at have dig blandt os, at høre din dybe tørre latter, at møde dit minimalistiske sprog, at opleve din altid imødekommende og humørfyldte facon.

Du kom sent til os. Du havde haft et liv i rampelyset, det prægede dig. Du hvilede i dig selv og i dit arbejde mere end os andre, for du havde taget et valg, der bragte dig på den rette hylde.

Du var sjældent foran eleverne, men altid blandt dem. Samvær var dit omdrejningspunkt i arbejde som i dit liv. Du nød livet med eleverne og i vores fællesskab, især på ture i naturen og til kulturen.

Og så var der gadgets, teknik og kvalitet, det morede og udfordrede dig. De hævede for dig det middelmådige resultat til det sublime.

Du søgte at få mest muligt ud af livet og udtrykte glæde over selv små ting. Den sidste, du talte med, var eleven, der skrev starten. Du fortalte om cykelturen til skole i solskin, og at du skulle ud igen efter arbejde.

Selvom dit livslys var for kort, og vi ikke kan se stjernen på himlen, så har vi minderne, de er mange, tak for dem, Henrik!

Tak for lån til din Lisbeth og dine drenge.

Æret være dit minde.

På kollegernes vegne