Hele skolen skal integrere tosprogede

"Når man har en mor, der er en engel, og en far, der er negerkonge, og man selv har sejlet på havet hele sit liv, så ved man ikke rigtigt, hvordan man skal opføre sig i skolen mellem alle æbler og pindsvin," sagde Pippi til lærerinden den dag, hun var i skole.

Læreren forstod, Pippi, sagde hun. Men det lykkedes hende alligevel ikke at holde Pippi i skolen!

Dér begynder Riina Anna Christensen sit bachelorprojekt. hvor hun fokuserer på "en gruppe, der risikerer at blive marginaliseret i skolen og i samfundet: nemlig de tosprogede unge. "

Det, at disse unge oplever at være en værdifuld del af fællesskabet, kan blive afgørende for, hvilken bane i livet, de vælger. Det er deres liv, der er på spil, skriver hun.

Gholamhoseen hilser - tit forgæves

Der er 600 elever på Riina Christensens praktikskole. "Ud over eleverne i modtageklassen er der ikke mange tosprogede på skolen. Modtageklassen - eller 'sprogklassen'1, som navnet for nylig er blevet skiftet til - ligger på en kældergang på skolen med andre overbygningsklasser. I pauserne er der Youtube på smartboardet og Counterstrike på computerskærmene. De unge, der går her, er fra 14-18 år. Nogle af dem står i det lille baglokale og hygger sig med en kop te, andre går ud for at ryge foran skolen, imens afghanerdrengen, Gholamhoseen står i gangen nær kantinen, hvor mange af skolens elever kommer forbi. Han hilser til højre og venstre - tit forgæves."

Inkluderende fællesskab, hvordan?

Gholamhoseen gør sit for at blive inkluderet i skolens fællesskab. "Men opgaven er ikke nem for eleven selv at løse, og det er heller ikke hans ansvar. Derfor er jeg interesseret i at finde ud af: hvordan kan der på en skole med en modtageklasse arbejdes med udviklingen af inkluderende fællesskaber for de tosprogede unge?

Gemt og glemt i kælderen?

At sprogklassen er en subkultur på skolen bekræftes af klassens lærer, som fornemmer, at klassen, trods mange års eksistens, ikke har særlig høj status på skolen. Deres eksistens kan ligefrem glemmes. "Det sker stadig, at resten af lærerkollegiet og sågar kontoret glemmer at "regne dem med", fortæller læreren i bachelorprojektet.

Man kan overveje, om klassens fysiske placering i kældergangen har indflydelse på sprogklassens status, siger Riina Christensen, som fortæller, at da hun en dag var vikar i en 2. klasse (der har lokale lige om hjørnet i forhold til sprogklassen), vidste eleverne ikke, hvem hun talte om.

Balladen bliver deres fornuft

Oplever man ikke at tilhøre et udviklende fællesskab, "havner mennesket enten i ensomhed eller opsøger alternative fællesskaber, som kan være uheldige for den unge i dennes videre livsførelse," skriver Riina Christensen og referer til Laura Gilliam som i sin ph.d.-afhandling viser, at hvis tosprogede drenge ikke føler sig anerkendte, opgiver de "kampen om kulturel kapital i skolen og etablerer i stedet modkulturer. Balladen bliver deres fornuft - et spil om status, identitet og fællesskab."

Derfor er det vigtigt, at folkeskolen arbejder på at udvikle fællesskaber, hvor tosprogede føler sig velkomne, siger Riina Christensen.

Eleven Morad fortæller, "at for nogle uger siden kunne han ikke lære og ville han ikke lære dansk. Han siger, at der var nogle tanker i hans hoved, men nu har han bestemt sig. Han kigger også lidt rundt i klassen og konstaterer, at Jaide har også lært det, og hun har jo kun boet i Danmark i nogle måneder, og nu er hun udsluset i nogle timer. Jeg prøver at trøste Morad med, at Jaide er jo bedre stillet, da hun har en dansk far. Senere spørger Morad mig, hvad klasse Minik går i. Han er jo også kommet ind i klassen efter Morad og er nu udsluset i mange timer."

Det delvist udslusede elever i sprogklassen fungerer som motivation for andre elever til at lære dansk og komme videre. "Man kunne også mere systematisk bruge de gamle sprogklasse-elevers solstrålehistorier forbilledligt. De kunne som særlige historier komme til at blive en del af klassens fælles repertoire," siger Christensen.

Ikke den endegyldige opskrift

"Jeg må indrømme, at jeg ikke har fundet opskriften på vellykket inklusion. Og jeg må indrømme, at jeg heller ikke fra begyndelsen troede, den eksisterer. Altså den endegyldige opskrift," skriver Riina Christensen. Men hun er kommet noget ad vejen mod at kunne se, hvilke muligheder der blandt andre findes for inklusion.

For at skoles arbejde med udviklingen af inkluderende fællesskaber for de tosprogede skal lykkes kræver det, "at skolens inklusionsopgave har en fælles retning. Retningen skal formuleres i fællesskab i form af inkluderende værdier og målsætninger. Inklusion er noget, vi er sammen om. Det, vi fælles skaber," hedder det blandt andet i bachelorprojektets konklusion.

For at de tosprogede unge skal føle sig inkluderede i den danske skole, skal de kunne forstå sig selv som en værdifuld del af fællesskabet. Det er den enkeltes oplevelse, der i sidste ende bestemmer, om vedkommende er inkluderet eller ej.

Deres liv er på spil - i skolen

"Analysen peger i retning af, at der kunne være muligheder i at skabe 'grænsefællesskaber' ved hjælp af mæglere, der enten kan være gamle modtageklasse-elever eller elever fra skolens andre klasser, og i nogle tilfælde også modtageklasselærere eller tosprogede undervisningsassistenter."

Grænsefællesskabet kræver noget at være sammen om, en idé, der kan begejstre og mobilisere. Det kan fx begynde med noget så konkret som fodbold, som kan bringe dem sammen, og som kræver øje for samarbejde, og som kan give dem oplevelser af, at det lykkes, foreslår Riina Anna Christensen, som mener, at skolen også kunne profilere sig med, at se mangfoldighed som en resurse. "Det, at disse unge får en oplevelse af at være en naturlig og værdifuld del af fællesskabet, kan blive afgørende for, hvilken bane i livet, de vælger. Det er deres liv, der er på spil."

Hele bachelorprojektet findes til højre under EKSTRA: "Liv på spil - Om udvikling ad inkluderende fællesskaber for de tosprogede i folkeskolen"