Her er en dejlig eventyrbog for både børn og voksne. Den er skrevet i samarbejde med tre 3.-klasser fra Stege Skole og indeholder atten nyskrevne eventyr.
Eventyrene foregår dels i en fiktiv eventyrverden, dels i en række lande lige fra Kina over Italien, Portugal og England til Danmark. Der er moderne eventyr om ufoer og en historie om, hvor svært det kan være at læse. Her spiller den flyvende gris "Pegaso" en vigtig rolle.
Der er også mere traditionelle eventyr som titeleventyret "Heksen fra De Sorte Bjerge", hvor en ond heks har lagt et helt land i mørke og fanget en række unge mænd, der ville befri landet fra heksen og mørket. En ung pige må klare ærterne.
Eventyrene er meget forskellige, og flere er ret filosofiske. De indeholder både muntre episoder og alvorlige hændelser, hvor døden optræder. I "Uglen bag uret" reddes en skoleelev fra trafikdøden, ved at tiden skrues tilbage.
Eventyrlige og overnaturlige hændelser er der mange af. Dyr og træer taler. Persongalleriet består både af konger, prinser, prinsesser og drager og af almindelige mennesker som fiskere, landarbejdere og skoleelever.
Eventyrene er spændende, og de er fortalt i et godt sprog. Sproget er ikke bearbejdet, så det er ikke for elever med læseproblemer. Bogen er illustreret med flotte helsides farvetegninger.
Anbefales til oplæsning i indskolingen og til selvstændig læsning for gode læsere fra 3. og 4. klasse og opefter.
Heksen fra De Sorte Bjerge
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.