Heat

Redaktøren på magasinet The New Yorker, Bill Buford, havde sat sig for at portrættere kokken og medejer af den trestjernede New York-restaurant "Babbo", Mario Batalis. Det førte til en total ændring af hans liv, idet nysgerrigheden tvang ham til at gå baglæns i Marios fodspor - ja endnu længere, nemlig helt til Italien, i sin søgen efter svar på spørgsmål som: Hvornår og hvorfor forandredes pastaens grundingredienser mel og vand sig til mel og æg?

Forfatteren river adskillige halve år ud af kalenderen for at få stillet sin nysgerrighed og selv føle på egen krop, hvordan det er at begrave sig i gastronomiens verden, og forstå, hvad der driver kokke og andre seriøse fagfolk til at opgive næsten alt andet i livet for dette ene: at fremstille det bedste af det bedste, at overgå sig selv konstant.

Det er der kommet en fantastisk underholdende og velskrevet bog ud af. Hvad enten man interesserer sig for mad eller ej, kan bogen ikke andet end fange læseren. Med stor humor beskriver han sin læretid som kok i Marios køkken i New York, som pastakok og slagterlærling i Italien, samtidig med at han giver et portræt af såvel Mario Batalis som sine øvrige læremestre på vejen til at blive (næsten) professionel kok. Bogen er endvidere rigt krydret med anekdoter og historier.

Bogen er opdelt i syv afsnit: Den begynder og slutter med "Middag med Mario", og de øvrige afsnit er hver tildelt den rolle, han indtog, eller det emne, som hans søgen førte med sig: "Køkkenslave", "kok", "pasta", "lærling" og "den toscanske slagter".