Hver morgen bliver der dækket op med havregryn, cornflakes, rugbrød, ost og frugt for eleverne på Aarhus Social- og Sundhedsskole. Og om fredagen er morgenbuffeten lidt ekstra festlig med hjemmebagte boller og nogle gange lun leverpostej
Sosu-eleverne mellem 15 og 20 år sluger morgenmaden, og resten af skoledagen kan eleverne bedre holde koncentrationen i timerne og lære nyt, fastslår afdelingsleder for grundforløbene på social- og sundhedsskolen Inge Dolmer. Det skriver Ugebrevet A4.
Samtidig er frafaldet faldet markant:
"På et år er frafaldet mere end halveret. Før vi begyndte at tilbyde morgenmad og motion, droppede godt hver femte fra uddannelsen i utide, men nu er det ikke engang hver 10.", siger Inge Dolmer og tilføjer, at der er mødepligt, men ikke spisepligt til morgenmaden.
Godt givet ud
Det koster 15 kroner per elev per dag at servere morgenmad. Men for skolen er det en god forretning alligevel. For skolen får højere taxameterpenge for elever, der gennemfører studierne, end for elever, der falder ud af skolesystemet.
Aarhus Social- og Sundhedsskole er blot en af stadigt flere erhvervsskoler, der tilbyder blandt andet morgenmad, motion og mentorordninger for at få flere unge til at gennemføre en ungdomsuddannelse.
Direktør på Danmarks største erhvervsskole, TEC i København, Leif Bille, vurderer, at morgenmad og motion er kommet for at blive på grundforløbene på erhvervsskolerne. Det er nemlig især på grundforløbene, at de unge falder fra.
Sidste år faldt næsten tre ud af ti unge - 28 procent - fra i et grundforløb på en erhvervsskole, viser den seneste statistik fra Undervisningsministeriet.
"I løbet af ganske få år tror jeg, at det bliver indarbejdet i alle ungdomsuddannelserne, at der er tilbud om morgenmad og motion på skolen. For hvis regeringen vil gøre sig håb om at nå målsætningen om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal have en uddannelse, er det værd at skele til de gode erfaringer fra flere skoler", siger Leif Bille.
Havregryn mindsker frafald på erhvervsskoler
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.