Harry

Mange børneteaterforestillinger handler om det at skaffe sig venner: Nogle mennesker gør det på uhæderlig vis, nogle opbygger gradvist nære venskaber, mens andre må indgå en konkret aftale om, hvad de to vil med hinanden. Sådan er det for Harry og Kammertjeneren, som vi kender dem fra Leif Panduros filmmanuskript.

Gitte Kath har ladet sig inspirere af "de to skæve" størrelser, men det er ikke nødvendigt at kende filmen for at få en teateroplevelse ved at se de to "herrer", som begge er spillet af kvinder, - og det gør de rigtig godt! Hovedhandlingen følger filmens med Harry, der arver nogle penge, som han så bruger til at få sig en butler, og tjeneren Fabricius, der mangler arbejder, og derfor søger jobbet hos Harry. Spillet foregår i en ubestemt fortid midt i Harrys kontor og dagligstue. Her er hans verden, og her kommer hans venner til kortspil hver onsdag aften: Fyrst Igor, biskoppen og de andre gutter. De giver hinanden adspredelse, men ikke kærlighed, og det er så, hvad Harry har besluttet at købe for sine arvede penge.

Da pengene er ved at slippe op, viser det sig, at tjeneren nok er den, der har fået mest ud af handelen, idet han for første gang i sit voksenliv har oplevet et menneskeligt fællesskab i stedet for som før at blive opfattet som en slags robot i butlerdress.

Pointen er ikke, som vi ser det i filmen, at der måske er mere menneskeligt på samfundets bund end i de velhavendes kredse. I stedet oplever vi en tjener, som ikke forholder sig til stand, men som først og fremmest er ude på at skaffe sig et medmenneskeligt indhold i sin tilværelse. For ham er det langt vigtigere både at give og at modtage end at tjene fine folk.

Der glider mange små finurligheder over scenen under forestillingen: - der er komediens gentagelser med alle kvitteringsbogens nummererede sider, som flyver rundt i stuen, når toget lige uden for vinduet brager forbi, - der er billetterne til orkesterpladser i teatret, som viser sig at være TV med et par campingklapstole, opmagasineret i reolen som bøger, - der er Harrys overvejelser om, hvorvidt man mon kan sætte et opslag op i Netto om, at man har brug for en kammertjener, - og endelig er der de to "herres" drøftelser af tjenerens løn, hvor 258 kr. med livré og sove hjemme angives at være en rimelig takst.

De to skuespillere har lune, og deres mimik er værd at følge, når de i en lille replik antyder, hvad deres smil udbasunerer af kontaktforsøg og råb om nærhed. Min vurdering er, at historien i sig selv er en oplevelse både for børn og for voksne. De to skuespillere fanger tilskuerne ind i historiens realplan og fortæller en god historie, som opleves umiddelbart af de 9-årige, mens de større børn forstår sammenhænge, og vi voksne kan konstatere, at man ikke skal skue hunden på hårene.

Vivi Holm