Dengang havregryn ifølge statslig forordning var beriget med kalk, jern og fosfor, havde en af producenterne en effektiv, salgsfremmende foranstaltning: Et vist antal indsamlede topstykker fra kartonerne udløste en lille bog om en dramatisk begivenhed i fædrelandets historie. Renfældigt og opbyggeligt beskrevet.
Disse OTA-bøger er nok et overset kapitel i den danske befolknings dannelseshistorie. Det er næppe for dristigt at påstå, at det er derfra, en stor del af ældre medborgeres viden om og forståelse for nationens helte stammer. Den mest forbløffende konklusion på summen af disse bøgers plot var vel, at helt ikke var noget, man bare blev. Det var noget, man var, allerede fra det øjeblik hvor barnsbenene blev stukket ned i et par groft udhuggede træsko.
Denne bog om Hans Tausen føjer sig fint ind i traditionen. Den indbringer næppe sin forfatter nogen litterære priser. Men den giver barnesjæle stof til indlevelse i en historisk person og periode. Kæk og gæv er ikke for store ord at bruge om hovedpersonen, og bipersonerne er hele tiden så elskværdige at spørge om lige netop det, fortælleren har brug for at forklare for at bringe handlingen videre. Historien er spændende på sin egen kejtede facon, og fortjener bestemt at stå på skolebibliotekshylderne, hvor den kan bidrage til såvel emnearbejder om reformationen som stilfærdige unge læseres velfortjente virkelighedsflugt ind i en fortidig verden.
Hans fra Birkende og dronningen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.