Skoleleder Peter Bo Christensen ærgrer sig over situationen og mener skoleledelsen på deltid har fungeret godt.
"Der har været nogle møder, som jeg ikke har kunnet deltage i, men der har min stedfortræder så været med. Det har ikke fungeret optimalt, men det har da fungeret", siger han til folkeskolen.dk.
Nej til fleksjob
Efter ulykken har han fungerer som skoleleder 800 timer om året, mens lærer Jørgen Langdal vikarierer 400 timer om året. Han har håbet og givet udtryk for, at han gerne vil fortsætte i et fleksjob på en tredjedel tid, men det har kommunen sagt nej. Hvis Peter Bo Christensen kan få lægeerklæring på, at han er kvalificeret til pension er planen, at han færdiggør dette skoleår og derefter stopper som leder.
Før ulykken var han på fuld tid, hvor han havde ledelsesopgaver tre fjerdedele af tiden, mens han underviste i den sidste fjerdedel. Nu underviser han ikke længere, og kollegerne dækker de timer, som de to ikke længere varetager, og det er en ordning, som der er fuld opbakning til blandt skolens lærere.
"Jeg er slet ikke i tvivl om, at det også fremover vil kunne fungere med Peter Bo Christensen som leder på deltid og mig som stedfortræder i den resterende tid", siger Jørgen Langdal til Nordjyske.
Skolebestyrelsen bakker op
Skolebestyrelsen er gået til kamp for skolelederen og har sendt et brev til kommunens 29 byrådsmedlemmer.
"Forældrene oplever, at Peter Bo er blevet en del af hverdagen på skolen igen og repræsenterer skolen ved diverse arrangementer. Børnene oplever rummelighed - at der er plads til omsorg for en handicappet person på skolen", skriver skolebestyrelsen i brevet.
Den opbakning glæder Peter Bo Christensen.
"Det er da rart at vide, at de synes, man gør det godt nok, selv om jeg ikke har kunnet udfylde en hel funktion. Det er da utrolig dejligt at få at vide", siger han.
Nu vil sagen blive sagen debatteret på det næste byrådsmøde, hvor byrådsmedlem Jørgen Pontoppidan fra Venstre ikke synes om fyringen af skolelederen.
"Der står ganske vist i vore regler, at vi ikke ansætter ledere på deltid. Men vi ansætter jo netop ikke. Vi forholder os til en leder, hvis livssituation har ændret sig", siger han til Nordjyske.
Indtil årsskiftet er han formand for børne- og familieudvalget., men hans efterfølger på posten Mogens Jespersen er ikke enig.
"Vi skal helt klart hjælpe folk i en situation som denne over i andet job. Uanset om vi taler skoler eller daginstitutioner, bør lederen arbejde fuldtids. Men det ser da interessant ud, at man fra lærerside mener at kunne nøjes med en leder et par timer dagligt. Med mit nuværende kendskab til sagen siger jeg nej. Men man har jo da lov at blive klogere".
Handicappet skoleleder på deltid fyret
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.