Lau blev dræbt i en trafikulykke, 12 år gammel. Tragisk, men hændeligt, og så var den historie ikke længere. Skulle man tro. Men den jordiske død viste sig blot at være begyndelsen på en uendelig rejse fra det første til det syvende hus. Der, hvor man endelig kan få fred. Der, hvor den virkelige død hersker.
Turen er ikke lineær, så Lau flakser frem og tilbage mellem år 23.000 og det forfærdelige ulykkesøjeblik, hvor han ser et hoved rive sig løs og fortsætte ud ad forruden - var det hans eget, eller var det hans mors? Hende, der ikke tog hans forudanende advarsel alvorligt, men tog motorvejen hjem uden sikkerhedssele. Hende, der havde opgivet at leve sammen med hans far, der var forfatter og bærer af mellemnavnet King.
Og her har vi første hint i fortællingens intertekstuelle overflødighedshorn. For de uhyggelige og overnaturlige universer er skrevet med tydelig reverens til den amerikanske gyserforfatter, og drengen og læseren føres igennem Dantes helvede og skærsild, kæmper blandt de nedstyrtede afguder fra Miltons fortabte paradis og møder gammeltestamentlige ærkeengle samt det store dyr i åbenbaringen, der viser sig at være betydelig kønnere end almindelig antaget - i hvert fald i begyndelsen.
Nu skal man som dansklærer jo ikke analysere elevernes læselyst i laser, men det vil være en god ide at benytte læseperioden til en indføring i nogle af de litterære og teologiske universer, romanen bygger på. Der er rigelig lejlighed til, at læreren kan få testet sin belæsthed i denne fantastiske bog.
Ham der søger Døden
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.