Analyse Danmark har gennemført undersøgelsen for LO, og den viser, at 53 procent af de adspurgte mener, ordningen med de skattefrie sundhedsforsikringer er urimelig. 17 procent mener, det er i orden. Det skriver Ugebrevet A4.
Siden 2001 er antallet af tegnede sundhedsforsikringer steget kraftigt. Fra cirka 50.000 til en million i dag, og danskernes skepsis til forsikringerne er stigende.
Forsikringerne skaber A- og B-hold
Både LO-formand Harald Børsting, Socialistiske Folkeparti og Socialdemokraterne ønsker at afskaffe skattefritagelsen, og det vil de to partier arbejde for, hvis de kommer til regeringsmagten.
"Det er fint, at virksomheder tager et større ansvar for deres medarbejderes sundhed ved at tegne en forsikring for dem. Men det er urimeligt, at de skal have støtte til det via skattesystemet", siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen til A4.
SF's sundhedsordfører Jonas Dahl mener også, de skattefrie sundhedsforsikringer er et problem.
"Forsikringerne er udtryk for en skævvridning af danskernes adgang til behandling, så vi i dag har fået et A-hold med forsikrede og et B-hold med ikke-forsikrede. Det er i voldsom modstrid med intentionerne i velfærdssamfundet om let og lige adgang til sundhed", siger han.
Ordningen betyder, at alle kan sikre deres sundhed
Regeringen mener fortsat, at skattefrie sundhedsforsikringer er en god ide, og i skatteforliget er ordningen blevet bevaret. Ordningen er positiv, mener Venstres sundhedsordfører Birgitte Josefsen.
"Før i tiden var det sådan, at kun direktører og de andre på direktionsgangene fik deres sundhedsforsikring betalt af arbejdspladsen. Vi har sørget for, at udforme reglerne for fritagelse af skat sådan, at alle medarbejdere skal være omfattet. Så nu får rengøringsassistenter og andre ufaglærte en forsikring af firmaet i modsætning til tidligere", siger hun.
Halvdelen af danskerne: Sundhedsforsikringer er urimelige
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.