"Der er ikke ét problem i skolen, som ikke er løst ét, flere eller måske mange steder i folkeskolen", sagde undervisningsministeren, da han i dag talte på skolerigsdagen i Aalborg, hvor 1250 politikere, embedsmænd, skoleledere og organisationsfolk fra 92 af de 98 kommuner i to dage hører og taler om folkeskolens udfordringer.
'På vej mod toppen' kalder KL årets arrangement. "Og læg mærke til, at det er uden spørgsmålstegn, det er med udråbstegn", understregede den radikale Henrik Larsen, som er formand for KL's børne- og kulturudvalg i sin velkomst.
Bertel Haarder fortsatte i samme spor:
"Folkeskolen er på toppen mange steder og i mange henseender, vi skal bare være det endnu flere steder", sagde han og fortalte om et besøg i Korea for nylig, hvor man berømmede Danmark for selvstændige elever i folkeskolen og for efteruddannelsesindsatsen.
Der er ingen modsætning mellem indsatsen for fortsat at have glade, engagerede, selvstændige elever og en øget fokusering på faglighed, sagde undervisningsministeren. Danmark mister hvert år 260.000 job, men samtidig opstår der 270.000 nye. Udfordringen er, at de nye job kræver øgede kvalifikationer. Derfor skal der satses fagligt og det vil elevplaner, obligatoriske test og kvalitetsrapporter være med til, mente han.
Bertel Haarder understregede, at skolelederne er en del af kommunen.
"De skal ikke fjernstyres, men skolernes ledere handler på kommunens vegne", sagde han.
Størst bifald høstede ministeren, da han fra talerstolen slog fast, "at der ikke er brug for regelrytteri".
"Problemerne skal ikke løses gennem flere regler, men først og fremmest ved hjælp af gensidig inspiration", sagde han.
Haarder: Vi skal arbejde med lærerne – ikke mod dem
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.