Ifølge bekendtgørelsen om specialundervisning for voksne kan borgere få specialundervisning, hvis de ikke kan modtage relevante tilbud med samme formål efter anden lovgivning. Men betyder det, at en kommune kan give et tilbud om permanent personbåren støtte i stedet for et undervisningstilbud, der gør borgeren mere selvhjulpen, hvis borgeren selv foretrækker at blive så selvhjulpen som muligt?
Det har SF's Pernille Frahm ønsket svar på.
Undervisningsminister Bertel Haarder (V) henviser til, at en kortlægning har vist, at tilbud af samme eller beslægtet karakter blev givet i henhold til forskellige lovgivninger.
"Med bekendtgørelsens formulering understreges det, at tilbud kun gives efter lov om specialundervisning for voksne, hvis borgeren ikke kan modtage samme eller tilsvarende service med samme formål efter anden lovgivning. Det er i overensstemmelse med intentionerne bag loven", svarer Bertel Haarder.
Kommunerne skal vurdere, hvad der skal til
Når det er vigtigt at skelne mellem tilbud efter forskellige lovgivninger, skyldes det, at det i forbindelse med forhandlingerne om de økonomiske konsekvenser er forudsat, at opgaver med karakter af behandling eller genoptræning varetages af regionerne under indlæggelse på hospitaler. Men efter udskrivelsen overtager kommunerne opgaven som led i deres ansvar for genoptræningstilbud.
"Kommunalbestyrelsen skal sikre, at der foretages en afdækning af borgerens færdigheder, behov og forudsætninger for at afklare, om et tilbud om specialundervisning, et tilbud med karakter af for eksempel behandling eller genoptræning efter anden lovgivning eller eventuelt en kombination vil kunne afhjælpe eller begrænse virkningerne af borgerens funktionsnedsættelse", pointerer Bertel Haarder.
Undervisning når borgeren lærer nye metoder
Målsætningen for støtten er med andre ord afgørende for, hvilket tilbud der skal tilbydes.
"Er formålet, at borgeren skal lære nogle metoder, beherske nye
handlemåder eller opnå bestemte færdigheder, der fører til et bedre
funktionsniveau, vil et tilbud om kompenserende specialundervisning være relevant. Hvis formålet derimod er at vedligeholde et funktionsniveau eller at træne bestemte færdigheder og funktioner, vil tilbuddet kunne gives efter bestemmelser i serviceloven eller sundhedslovgivningen", konkretiserer ministeren.
Haarder sætter ord på forskellen mellem behandling og undervisning
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.