I Aarhus Universitets ansøgning til en tre-årige akademisk læreruddannelse fremgår det, at uddannelsen bliver lavet i samarbejde med seminarierne, og at de relevante parter er hørt. Men hverken seminarierne, de lærerstuderende eller Danmarks Lærerforening føler sig hørt i sagen. Og det er ministeren ikke tilfreds med.
"Jeg er ikke imponeret over ansøgningen. Og de ledsagende bemærkninger er jo direkte usande, hvad Danmarks Lærerforening og Kommunernes Landsforening jo har gjort mig opmærksom på. Det passer ikke, hvad der står, at det er udarbejdet i samarbejde med aftagerne og DLF. Der er en formfejl i ansøgningen, som er meget alvorlig. Og jeg synes også, at det er en alvorlig sag for akkrediteringsrådet, som her i sin allerførste sag sætter blåt stempel på noget, der ikke er i orden", siger undervisningsministeren til folkeskolen.dk.
Bertel Haarder understreger dog, at han ikke vil afvise uddannelsen på forhånd.
"Nu har jeg, lige så længe jeg kan huske, harseleret over, at først Lærerhøjskolen og endnu værre Danmarks Pædagogiske Universitetsskole ikke har interesseret sig nok for skolen og ikke har praktiseret forskningen på skolen og uddannelserne. Så synes jeg ikke, at jeg skal starte med at sige nej med en ny rektor, som tilmed peger på behovet for evidensbaseret forskning i, hvad der virker. Det lyder da spændende".
Universiteterne er ikke bedre
Ministeren har endnu ikke endeligt besluttet, om han vil sige ja eller nej til uddannelsen. Men han er på forhånd skeptisk over for, om universiteterne er bedre til at undervise kommende lærere end seminarierne.
"Man kan jo både sige ja på en række betingelser, og nej, og så stille i udsigt, at nej'et kan ændres, hvis der er en række betingelser, der bliver opfyldt. Så der er mange muligheder, og det er vi ikke færdige med endnu".
For Bertel Haarder er det en vigtig pointe, at det er Aarhus Universitet i samarbejde med DPU, der har ansøgt om uddannelsen, fordi de har bedre forudsætninger end andre universiteter for at lave en praksisorienteret uddannelse. Han er helt enig med videnskabsministeren, som i sidste uge meldte ud, at den positive akkreditering ikke betyder, at man åbner for universiteterne generelt.
"Hvis der havde været et samarbejde bag ansøgningen fra Aarhus Universitet og DPU, og hvis den i øvrigt havde levet op til formkravene, så havde det set helt anderledes ud. For jeg vil ikke udelukke et forsøg i lille skala. Vi kommer senest om en halv snes år til at mangle lærere, og til den tid tror jeg ikke, at man vil rose dem, der halsstarigt afviste enhver nytænkning på feltet. Den fremragende læreruddannelse, vi har vedtaget, lider jo ingen skade ved, at der er et forsøg i meget begrænset skala. Hvis vel at mærke det forsøg lever op til alle kravene".
Haarder ikke klar til at godkende akademisk læreruddannelse
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.