Tænketanken Cepos havde formentlig håbet på blot et lille tilsagn om at nærme sig den svenske privatskolemodel, da man torsdag havde inviteret undervisningsminister Bertel Haarder til gå-hjem-møde om de svenske erfaringer. Men ministeren måtte skuffe dem, for profit vil fortsat være et fy-ord på de danske friskoler.
Den svenske regering gav i 1992 mulighed for at etablere privatskoler med 100 procent offentligt tilskud og det er tilladt at etablere kæder af skoler. De skal følge den svenske læseplan som de offentlige skoler, må ikke opkræve forældrebetaling, men må til gengæld trække et eventuelt overskud ud til aktionærerne.
Et af Sveriges største friskoleselskaber, Kunskapsskolan, var repræsenteret på Cepos-mødet, og den har 32 skoler for elever fra 12-18 år i Syd- og Mellemsverige med i alt 10.000 elever og knap 700 lærere.
Haarder: Selvejemodellen fungerer fint
Bertel Haarder gav udtryk for, at vi i Danmark skal studere den svenske model med stor interesse, fordi de har valgt at "gøre det anderledes og har sparket politikerne ud af den lokale skoleledelse." Men han understregede, at han ikke ønsker at ændre lovgivningen, så vi kan få svenske tilstande.
"Regeringen har ingen planer om at ændre det danske krav til selvejende institutioner om, at alle penge skal blive til formålet, og at man ikke kan trække penge ud. Det er faktisk en ret god og velfungerende dansk model. Derfor er det en diskussion, jeg ikke gider rejse, da den er overflødig, fordi selvejemodellen fungerer godt her. I Danmark har vi tradition for, at åndsfriheden skabte friskoletraditionen, mens man i Sverige har haft et ønske om at gøre det muligt at forny skolen. Vores friskoler har så større frihedsgrader end de svenske, hvad angår indholdet i undervisningen, sagde Bertel Haarder.
Og han blev bakket fuldt op af de to danske friskoleforeninger, som begge var repræsenteret ved Cepos-mødet. Både Dansk Friskoleforenings formand Ebbe Lilliendal og sekretariatschef Ebbe Forsberg, Danmarks Privatskoleforening foretrækker den danske frihed frem for flere penge.
"Vi kommer ikke med et ønske om 100 procent statstilskud som i Sverige, for så bliver vi jo også bundet op i undervisningens indhold. Vores frihed har vi jo bl.a., fordi vi også selv skal skaffe penge," sagde Ebbe Lilliendal.
Bertel Haarder har dog planer om at åbne en smule for den svenske tankegang på et enkelt område. Til efteråret kommer han med et lovforslag, som tillader internationale skoler at have filialer i Danmark, men undtagelsen gælder kun dem, understregede undervisningsministeren.
Haarder afviser svensk friskolemodel
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.