Alle inden for specialundervisning bør orientere sig i denne bog eller i det mindste have den placeret inden for rækkevidde. Her er vores lovgivning serveret på et sølvfad.
Den del af folkeskoleloven, der vedrører specialundervisning, er omhyggeligt sat sammen med de udgivne vejledninger og derefter kommenteret og vurderet af forfatteren dels ud fra lovens hensigt og værdisæt, dels ud fra det inkluderende perspektiv. Og med forfatterens private råd om forholdemåder indimellem. Dele af dagtilbudsloven, sundhedsloven og serviceloven er medtaget, i det omfang de berører børn med særlige behov, og bearbejdet ud fra samme mønster. Der er et oplæg til debat om den inklusive tilgang til området samt et bud på, hvorledes der kan arbejdes mere hen imod inklusion med loven og dens intention som basis for forandring og udvikling. Som en væsentlig tilføjelse er der vedlagt bilag om forvaltningslov, tavshedspligt og aktindsigt, områder, der ofte mangler viden om i skolen.
Bogens første del, kendskab og forståelse af lovgivning, opleves som grundigt gennemarbejdet og meget anvendelig, blandt andet som en glimrende grundbog for linjefag og videreuddannelse. Den anden del er mere uklar. Forfatteren vil åbne en debat om inkluderende praksis og tager fat i dele af spørgsmålet om inklusion, men der gås meget let hen over problematikken. Hvor er menneskesynet, de modsatrettede interesser, problemerne i praksis? Man efterlades med et behov for nogle flere kapitler.
Håndbog for specialundervisningens aktører
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.