Dette er historien om en person, der ikke ejede skam i livet, når det drejede sig om at promovere sig selv. Historien om Den grimme Ællings levende ophav trives i et udbredt fortolkningsfællesskab her til lands, og det er derfor forfriskende at genlæse beretningen, gennemresearchet og skrevet af en englænder. Det giver en god lille distance, når hun forklarer sine landsmænd detaljer om den politiske og kulturelle situation på Andersens tid, som mange af os kan have godt af at få genopfrisket. Det sætter især forfatterskabet i relief, at hun ved at trække på sin store viden om britisk litteraturhistorie får placeret Andersen på en dokumenteret og fremtrædende plads blandt samtidens største europæiske forfattere. Hans digt »Det døende barn« ligger i moderne forståelse hinsides kvalmegrænsen, men var i 1826 banebrydende og gjorde ham berømt i store dele af Europa, efterhånden som man fik oversat denne tolkning af tidens sørgeligt høje børnedødelighed. Sentimental og melodramatisk finder nutidslæsere også romanen »Improvisatoren«. Men den ramte ind i tidens smag og var ved at gøre et barn til hovedperson nyskabende og inspirerende i hele vor verdensdel.
Wullschlager har lavet en usædvanlig grundig levnedsbeskrivelse med upåklagelige noter, litteraturliste og stikordsregister. Det er en bog, der vil holde i mange år.
Jeg kan anbefale at læse forfatterskabet bevares, i uddrag sideløbende med denne bog, som man vil vende tilbage til gang på gang. Læs den, før hysteriet omkring Andersens snarlige 200-års-fødselsdag forplumrer overblikket med usammenhængende highlights trykt på turistbrochurer, T-shirts og kiksedåser.
H.C. Andersen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.