Gys, undren og overvejelser

Dette citat af den franske filosof Simone Weil kom jeg i tanke om, da jeg læste "I særklasse", hvor omdrejningspunktet er at formidle og skabe debat om historiske og aktuelle temaer inden for uddannelsesområdet. Årbogens tema er ”grænsebørnene”, de børn, vi gennem tiderne har kaldt for abnorme, sinker, tungnemme, svagtbegavede og udfordrede. I bogens artikler giver en række forskere deres analyser af de måder, inklusion og eksklusion af netop disse børn er foregået og italesat på i det 20. århundrede.

Efter et forord med en fyldig historisk introduktion går første artikel tæt på segregation og integration af det svagtbegavede barn. Den anden artikel analyserer normalitetsopfattelserne i lærerbedømmelser og testpraksis. Tredje artikel omhandler de særlige problemforståelser (disciplin, begavelse og læring/socialitet), man definerede ”grænsebørnene” i forhold til i 1930-45. I de to næste artikler vendes blikket mod vores naboer med et studie af tatere og specialpædagogikken i efterkrigstidens Norge. Bogens sidste artikel giver et tilbageblik på de sidste årtiers benævnelser af de såkaldt ”adfærdsvanskelige” børn og stiller skarpt på ønsket om inklusion og stigningen i antallet af elever, der får en adfærdsdiagnose.

Endvidere indeholder bogen oversigter omhandlende læreruddannelsen og inklusion samt en uddannelseshistorisk biografi og en anmeldersektion.

Artiklerne fordrer en opmærksom læser. De er velskrevne, spændende at læse og må uden tvivl kunne danne udgangspunkt for diskussion på for eksempel læreruddannelsen og for alle med interesse for inklusion. Gennem artiklerne forholder forfatterne sig analyserende til fortiden, diskuterende og kritisk til nutiden samt perspektiverende til fremtiden, hvilket påvirkede mig som læser: Jeg gøs over fortiden, reflekterede undervejs over min egen nutidige praksis og blev mindet om, hvorfor det til stadighed er vigtigt at overveje, hvorfor vi gør tingene på den for os naturlige måde med fremtiden for øje. For hvordan ser det ud i 2013? Forholder vi os professionelt og tilstrækkeligt kritisk i vores valg af test i grundskolen? Har vi i praksis fået et mere nuanceret syn på og tilgang til vores elever?