Hvad de danske grusgrave indeholder af fossiler, er ikke småting, hvis blot man ved, hvad man skal lede efter. For den utrænede kan det virke som en nærmest uoverskuelig opgave at begive sig i lag med, men med lidt hjælp kan oplevelsen alligevel blive stor. Til hjælp herfor har Gyldendal udgivet en handy lille bog, der nok skal være med til at gøre gravearbejdet lidt mere interessant. I bogen beskrives overordnet fire områder. I den første del fortælles der om, hvad fossiler er, hvordan de dannes, samt også hvor de findes og deres alder. Den anden del beskriver kort de plante- og dyregrupper, man kan forvente at finde som fossiler. Den tredje del fortæller lidt om, hvor i landet man kan forvente at finde fossiler, og den sidste del er fossiltavler ordnet efter geologisk tid og lokalitet. Det er klart den del af bogen, man som læser finder mest interessant og nok også vil gøre mest brug af, når ens fund skal bestemmes nærmere. Sidst i bogen findes henvisninger til både bøger og internetadresser, hvor den inter-esserede kan søge yderligere viden på området. Billeder er der naturligvis mange af, hvilket også er absolut nødvendigt, hvis den skal kunne bruges ordentligt.
Alt i alt en udmærket lille bog, der på grund af emnet nok henvender sig til en meget begrænset skare af læsere. I egentlige undervisningssammenhænge er den irrelevant.
Gyldendals guide til Danske fossiler
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.