Dansklærer: Klassekammeraterne ser skævt til de fagligt motiverede elever

Har vi i den danske folkeskole blandt eleverne en kultur, der støtter og bakker op, når man gerne vil det faglige lidt ekstra?

Jeg har gennem min tid som dansklærer haft en del elever med stor faglig drivkraft.

Det har for mig altid været inspirerende med elever, der brændte så hårdt for fagene, at de ønskede sig mere tid, end skolen kunne honorere.

Jeg har haft elever, der søgte mit råd i forhold til ekstra undervisning, forfatterskoler og skrivekursus, og jeg har altid rådet efter bedste evne.

Samtidig har jeg oplevet disse elevers sult efter mere faglig substans være en ting, der kigges lidt underligt på fra klassekammeraternes side.

Ungdomskultur med pubertet, kærlighed, alkohol, hænge ud med venner og så videre rimer ikke særlig godt på selvstudier og ambitioner.

Janteloven lever

Eleverne kan nemt blive betragtet som kedelige, hvis de i timerne tørster efter større udfordringer og mere faglighed end blot det at “overleve” lektierne.

Janteloven lever i bedste velgående i vores lille land. Vi er stadig små af sind, og mange lider i min optik fortsat af lidt Klods Hans-mentalitet.

For mange år siden talte jeg med en stor dansk fodbolddirektør, der fortalte mig, at forskellen på Danmark og flere steder i udlandet - for eksempel USA - var, hvis man kom kørende i en stor bil.

Så ville amerikanerne stille sig og kigge på den og tænke: “Hvis jeg arbejder hårdt og sparer op, så kan det blive mig, der kører i den bil en dag”.

Danskerne derimod, fortalte han, ville tænke: “Han har sikkert snydt i skat”.

Det ligger lidt til højrebenet at kigge lidt skævt til dem, der stikker snuden frem. Dem der vil noget.

Man skal fejre sine sejre

Jeg har faktisk altid arbejdet på at skabe en begejstringskultur i mine klasser.

Vi har talt meget om, at man gerne må italesætte sine små sejre i livet. Eller fortælle hvis der er noget, som de har oplevet eller opnået.

På en tidligere arbejdsplads oplevede jeg en konsulent spørge os ansatte en dag: “Må man ikke være dygtig her ved jer?”

Hun ramte totalt sømmet på hovedet i forhold til min daværende kultur, og jeg vil så gerne gøre op med den.

Det, tror jeg, kun kan lykkes, hvis vi øver os i at italesætte succeserne, og det er vigtigt, at nogen faciliterer processen, for det kommer ikke af sig selv.

Larsen og Rifbjergs land

I en samtale mellem Kim Larsen og Klaus Rifbjerg for en del år siden kritiserede forfatteren musikeren for at ville det jævne for meget.

Ifølge Rifbjerg blev det hele lidt for meget med Osvald Helmuths nede om hjørnet, henne ad gaden med en bajer i hånden. Den lille mand.

Larsen argumenterede for, at det var noget af det smukkeste, han vidste af, mens Rifbjerg mente, det var for fattigt.

På trods af deres uenighed ramte de begge ret folkeligt.

Så selvom det danske mindreværd ganske sikkert kan noget, så må vi også godt stræbe efter himlen og stjernerne.

De to ikoniske kulturpersonligheder - Larsen og Rifbjerg - er vel et vidnesbyrd om, at begge veje er gangbare.