Gud som mafia-boss

Gud som mafia-boss Som en levende bog, går spillet ind og ud af personens tanker, følelser og klipper mellem handlingerne. En grusom historie om barnemord.

Teatret Fair Play har taget fat på en af de grusomste historier der findes; historien om faderen, der vil slå sin elskede søn ihjel. Ofre ham til gud.

Det er historien om Abraham og Isak, hentet lige fra biblen.

Vi er i en beduin-lignede lejr. På en ovn ligger kødet og steger. De rejsendes bylter ligger spredt. Blafrende og luftige tekstiler illuderer telte, bjerge - ørken - det hellige land.

På scenen sidder to beduiner, tjenere for Abraham skal det vise sig. Den ene er ny i tjeneste, den anden har vænnet sig til blindt at adlyde efter mange års tjeneste. En tredje kvindelig tjener tjener for Abrahams hustru er ikke kommet endnu. Der er en historie, der ikke må fortælles. Den nye tjener prøver igen og igen at fortælle os - publikum - historien Han må ikke. Han stoppes igen og igen af den anden tjener - man skal adlyde og ikke stille spørgsmål. Den kvindelige tjener ankommer. Til sidst kommer den unge tjener, i kraft af sin fysiske overlegenhed og sin insisteren på, at der er noget helt galt, igennem med sin vilje.

Med få greb omdannes scene og spillere. Vi er nu i den historie, der skal fortælles. Historien om Abraham og hans søn Isak. Den unge tjener tager et tæppe op omkring hovedet - og er Abraham. Den kvindelige, helt som er tildækket af et slag, er nu Abrahams hustru. Et vindstød så teltdugene blafrer og derefter ankommer - ja. - Gud. Klædt i afslappet løstsiddende tøj. Arrogant og magtfuldkommen som en mafiaboss. Gud kommer for at markere sin magt over Abraham. For at huske Abraham på, at han - Abraham - skylder Gud noget. At han har en gæld. Så er magtforholdet ligesom på plads. Abraham ved hvor han hører til. Abraham be´r gud om endnu en tjeneste, på konens vegne så at sige. Sjældent er det set, at Gud modelleres efter menneskeligt forbillede - som snarere er et skræmmebillede.

Herefter klippes der tilbage til de tre tjenere. De fortæller videre på historien - om sønnerne Ismael og hvordan Isak kom til verden. Der klippes igen tilbage til Abraham. Abraham har haft en drøm, der får ham til sende Ismael - hans uægte og førstefødte søn væk med moderen, der er tjenestepige hos Abraham. Der klippes ind og ud af historien - mellem Abrahams hus og tjenernes samtale. Der trædes ind og ud af de forskellige roller.

Herren/mafiabossen aflægger sit andet besøg hos Abraham. Her bliver det rigtig ondt. Herrens pris for at skænke dem en søn, er at Abraham skal ofre selv samme søn på den årlige offerdag.

Klip tilbage til de tre tjener - de diskuterer, og - hov - så bliver Gud af den unge tjener, pludselig sammenlignet med rockere og mafiaen Et nutidsglimt, der kommer frajeg ved det ikke? Abrahams blinde tro til en sådan herre, giver åbenlyse associationer til netop disse nutidsfænomener.

Jo længere de tre kommer i deres genfortælling af historien til os, publikum - des tættere nærmer spillet på scenen sig den sceniske nutid: De tre sidder ved foden af bjerget, og venter på Abraham, der har slæbt sønnen Isak op på bjerget. De tre tjeneres diskussion går på, om de skal handle og forhindre ofringen, eller stiltiende se til, at Abraham begår denne forbrydelse. Slutningen kan man læse sig til i Biblen. Hvem der tager æren for denne slutning, må man se stykket for at vide.

For guds skyld er levende kristendomsundervisning, der for alvor giver historien et nyt lys. Ved at skifte øjenhøjde og vinkel, fortæller Fair Play en ny historie om en gammel begivenhed. Forestillingen har fortælleteknisk overskud, men man kunne godt ønske sig noget mere spilleglæde og tættere samspil mellem skuespillerne. Det ville give forestillingen et gevaldigt løft.

Nick Bruun