Medierne er fulde af fordomme om folkekirken, dens ansatte og dens medlemmer. Men lad os slå det fast én gang for alle: Nietzsche udråbte i 1883 sine berømte ord: »Gud er død«, og lige siden er dette blevet gentaget som et mantra eller blot taget som en kendsgerning. Dog findes der stadig en levende kirkegang i Den danske Folkekirke om end den har ændret sig. Derfor må man hvis man vil kende fremtidens kirkegængere lære af nutidens børn og unges oplevelser med kirke og kristendom. Det er i alt fald det budskab, som fremkommer ved at læse denne bog. Fem erfarne præster og religionspædagoger giver et bud på, hvordan kirken i dag kan spille en relevant rolle i de unges forhold til tro og Gud. Her finder vi en samling af praktisk viden samt en del teoretisk viden, der hentes fra religionspædagogik, religionspsykologi og religionssociologi, som så krydres med ideer til nye indsatsområder og arbejdsmetoder. Det er alt sammen en flot samling af resultater af tre års arbejde i en projektgruppe fra Teologisk Pædagogisk Center. Det er informationsmættede sider, som tager tid at læse selv for den interesserede læser og det kan derfor undre mig, at man ikke har gjort lidt mere ud af at få samlet alle trådene i en fælles konklusion eller vision. For efter endt læsning er jeg bare lidt ør af mange indtryk og har ikke nogen helt klar fornemmelse af, hvordan de forskellige tiltag skal tolkes i forhold til hinanden. Umiddelbart vil jeg skyde læsermålgruppen til at være andre religionspædagogiske konsulenter og præster i særdeleshed samt alle undervisere i den kirkelige undervisning, men som baggrundsstof til brug i for eksempel læreruddannelsen samt efter- og videreuddannelsen af kristendomslærere vil bogen være særdeles velegnet. Men jeg vil da ønske og håbe, at de enkelte fagudvalg i kristendomskundskab på landets folkeskoler vil anskaffe sig et lærereksemplar, som kan bruges til fælles drøftelse om, hvad vi vil med vores fag og vores unger i deres personlige udvikling og religiøse dannelsesproces.
Anmeldelse
Gud det er for os
Klik for at skrive manchettekst.
Gud det er for os
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.