Grove løjer

Sjældent at læse en bog, der i enhver henseende er så utidssvarende som denne roman, bygget op over en enkelt episode. Overtydelig persontegning, hvor intet vises, men alt meddeles, pegefingeragtigt. Kaj-Ole og Benny er gode kammerater og fine fyre, helt igennem. Jørn er skurken, der ikke går af vejen for de meget grove løjer, hvorved han hænger andre ud. Men skurken fortryder sine skarnsstreger og omvender sig helt og aldeles, så alt ender i fryd og gammen. Miljøskildringen er uvirkelig. Handlingen er henlagt til en 7. klasse i en mindre provinsskole, hvor de ømmeste familiære forhold hersker mellem lærere og elever og mellem lærerne indbyrdes. Folkeskolens leder, kaldet rektor(!), er som en kærlig far for alle på stedet. Det hele er som taget ud af Gunnar Jørgensens »Flemming-bøger« fra dengang for længe siden. Hør blot skolens motto: »Ungdom og viden skal land bygge!« Alt er så frejdigt og kækt, så vandkæmmet og lyserødt. Denne bog kommer med mindst 50 års forsinkelse.