Grønlandske fortællere / Jeg husker …

Dette vægtige, men dog håndterlige værk baserer sig på 70 timers videooptagelser indsamlet hos 22 ældre grønlændere i fire yderdistrikter, Thule (Qaanaaq), Upernavik, Illulissat og Tasilaq.

Undertitlen, »Nulevende forællekunst i Grønland«, er således reel nok, men vil ikke være det alt for længe. Som det hedder i forordet: »Fortællekunsten er i fare for at forsvinde, udsat som den er for voldsom konkurrence fra tv og andre medier«. Det er dog nok ikke kun denne konkurrence, som er problemet, men at kulturen i det hele er under total forandring. Det er således i 11. time, at denne folkemindeindsamling er iværksat.

Karen Littauer har stået for indsamling og optagelser, mens Karen Thisted har redigeret bogen. På filmen må man nøjes med 14 fortællere, men udvalget er foretaget, så de er repræsentative.

Det er blevet til en meget præsentabel bog og en smuk film, som folkene bag med rette kan være stolte af.

Der fortælles på grønlandsk, på filmen ledsaget af danske undertekster, mens bogen er på dansk. Den er forsynet med en god, lang introduktion, som dels fortæller om den grønlandske eskimoiske kultur, dels beretter om fortælletraditionen eller -kunsten.

Hver fortælling er en lille perle, og sammen danner de en kæde, som giver et billede af den snart forsvundne, oprindelige kultur. Man har samlet netop i yderdistrikterne ud fra en formodning om, at det var her, mest havde overlevet. Personerne fortæller historier, de selv har fået fortalt af forældre og bedsteforældre, samt begivenheder og fænomener, de selv har oplevet, om gamle dage, om dagligdagen, om familien, kulturen, naturen og det overnaturlige, som dengang var en selvfølgelig del af det daglige. Det er rørende, spændende, uhyggeligt, usandsynligt, fremmedartet og meget mere, som hører til en god fortælling, og illustrerende og dokumenterende, når emnet er det gamle Grønland.

Bogen er lidt karrigt illustreret, kun med et enkelt portræt af fortælleren ved hvert afsnit samt et kort over hvert af de fire distrikter, men de fleste fortællinger er da også malende i sig selv. På filmen ses kun fortælleren på mørk baggrund, men mellem hver fortælling kan øjet, øret og sjælen hvile ved sekvenser med storladne landskaber.

Materialet er ikke beregnet til undervisning, men udvalgte afsnit og historier fra såvel bog som film vil kunne benyttes i forbindelse med grønlandsemner, og så vil værket naturligvis have interesse for dem, der som filmens instruktør »uigenkaldeligt har tabt (deres) hjerte til Grønland«.

Filmen distribueres af Det Danske Filminstitut, www.dfi.dk, telefon 8731 7700.