Grænsesætteres exit

Grethe Kragh-Müller om grænser i opdragelsen

Lad være med at bruge grænsebegrebet i din opdragelsesterminologi. Det er for diffust. Du er ikke i børnehøjde, når du snakker om grænser. Børn ved ikke, hvad det er. De har ikke brug for grænser, som er en voksenopfindelse, der tvinger blikket væk fra deres egentlige behov og motiver.

Det er, i urimelig korthed, hovedpointerne i Grethe Kragh-Müllers bog 'Børneliv og opdragelse'. Bogen er nummer to i formidlingen af forskningsprojekterne under fællestitlen 'Grænser eller ej?', ledet af Erik Sigsgaard. Ud over Kragh-Müllers interviewprojekt om grænsebegrebet omfatter bogen et enkelt kapitel ved Camilla Pedersen om praktiserende lægers rådgivning.

Kragh-Müllers hovedformål er at afdække grænsetænkning i opdragelsen i konkret betydning: hvad menes der, og hvilke overvejelser ligger bag, når voksne tænker i grænser - og svarer det til børns oplevelse og forståelse? Projektets hovedhjørnesten er interview med 26 børn i alderen 4-12 år, herunder både henviste (til psykolog) 'grænsesøgende' børn og ikke-henviste børn, børnenes forældre, en del lærere, pædagoger og psykologer. Yderligere er der tale om direkte observationer i undervisning og i daginstitution og interview med seks unge. Alt i alt et kvalitativt baseret, gennemtænkt og gedigent forskningsprojekt, hvor præmisser og intentioner lægges frem, og hvor analyser og diskussioner er åbne og klare. Her er noget at forholde sig til.

Håbefulde grænsesættere bør imidlertid skrue ned for eventuelle forventninger. Linien fra projektets første bog, hvor grænsesættere - stort set alle voksne - puttes i sækken, følges op her. Med Kragh-Müllers bog lukkes sækken på argumenterende vis. Punktum. Slut.

Grænsebegrebets diffuse karakter hæmmer en forståelse af relationerne barn-voksen, og generelt er grænseforståelsen udtryk for en mistolkning af børns motiver, en fokuseren på adfærden, hvilket kan vanskeliggøre barnets identitets- og selvværdsudvikling. Hvor grænsetænkningen går ind, går børneperspektivet ud, som det udtrykkes. I bogens mest centrale afsnit, side 172-83, diskuteres, om den øjensynligt populære grænsetænkning er udtryk for en myte, og om vi som voksne ved hjælp af denne myte om grænsers nødvendighed forsøger at få de ellers umulige ender i opdragelsen - lydighed og selvstændighed - til at nå sammen. Altså, at vi har en slags historisk efterslæb, hvor grænsetænkningen reelt blot er udtryk for det gamle, autoritære opdragelsesideal. Firkantet sagt har vi som opdragere ikke fuldt ud vænnet os til, at samfundet og dermed kvalifikations- og opdragelseskrav har ændret sig. Myten skal skjule modsætningen mellem lydighed og selvstændighed.

Dette er helt centralt og en god diskussion. Det er her, sækken lukkes. Men det er måske også her, en betinget grænsesætter diskret skal bede om helle. Det er næppe nogen voldsom overfortolkning fra min side, når jeg påstår, at stort set enhver type grænsedragning i projektet tolkes i autoritær retning. I sidste ende er det opdragelse til lydighed. Her er i sig selv en diskussion. Væsentligere er det at pege på, at mytetankens kernepunkt - 'lydighed' er uforenelig med 'selvstændighed' - måske kun er en halv sandhed. I en komplementaritet er modsætningens dele netop også hinandens forudsætninger. Lige nødvendige, hvis man kan sige det sådan. Er vi ikke, selv i de mest selvstændige stunder, lydige over for nogen eller noget og samtidig ulydige over for andet og andre? Og er det ikke en uadskillelig del af selvstændigheden?

Læs bogen. Den er vedkommende og relevant.