Grænser eller ej?

Vi tror på grænser i opdragelsen

I alt tre bøger skal komme. Den første er kommet, og efter planen udkommer de to andre i år. Alle under overskriften: 'Grænser eller ej?' De voksnes grænser over for børn.

'Grænser eller ej?' er et nu afsluttet forskningsprogram, som er gennemført i 1993-96 i et samarbejde mellem Lærerhøjskolen i Købehavn og Højvangsseminariet i Glostrup. Det er Erik Sigsgaard og Ole Varming, der spiller ud i formidlingen af forskningsresultaterne, og det gør de med bogen 'Voksnes syn på børn og opdragelse', som bygger på to empiriske undersøgelser.

I den første undersøgelse - forekomstundersøgelsen - er indsamlet over tusinde udsagn om grænser og grænsesætning med hovedvægt på professionelle udtalelser, men hentet fra en bred vifte af medier. Udsagnene er sat under lup, kategoriseret og analyseret, og ikke uventet viser det sig, at grænsetænkning og -terminologi er temmelig udbredt, men langt fra med noget entydigt indhold. Populært sagt bruger vi grænsebegrebet i mangfoldige sammenhænge uden at gøre os betydningen klar og uden egentlig at sætte spørgsmålstegn ved begrebet. Derfor burde det slet ikke anvendes, når vi fagligt snakker om forholdet mellem børn og voksne.

Den anden undersøgelse - opinionsundersøgelsen - koncentrerer sig om flere forhold, som alle udkrystalliseres på basis af skriftlige tilkendegivelser fra et repræsentativt udsnit af befolkningen. 1.213 voksne har svaret over tre omgange. Vores tilbøjelighed til at bruge grænsebegrebet sættes i forhold til køn, alder og erhverv, dertil kommer en afdækning af værdierne i tre registrerbare opdragelsessyn, som i øvrigt også kobles til politisk tilhørsforhold. Endelig er der en sammenligning af drenge- og pigeforældres opdragelsesmønstre og en deling af voksne ud fra tilbøjeligheden til at anskue opdragelsesproblemer i voksen- eller børnehøjde.

Når forskningsprojektet er færdigformidlet med alle tre udgivelser, vil det givet stå centralt i diskussionen om opdragelse og grænsesætning. Den første udgivelse er imidlertid en stor skuffelse. Men det tager en rum tid at finde ud af, hvorfor man ikke føler sig velkommen i den bog: De op mod 80 procent af befolkningen, som ifølge undersøgelserne har et autoritært præget opdragelsessyn, står ganske uformidlede. Der lægges ikke op til en forklaring på, endsige en forståelse af, hvorfor så mange danskere øjensynligt er bastante grænsesættere. Det er slet ikke ærindet. Det nærmeste, man kommer en slags forklaring, er bogens antydning af grænsesætteres tilsyneladende 'fælles forståelsesmønster, en fælles ideologi', som defineres med en stribe karakteristiske træk. Ikke noget om, hvad et sådant forståelsesmønster eventuelt kunne udspringe af.

Vi er næsten alle grænsebrugere, og det siges blandt andet: 'Stort set alle - 96 procent - kender og anvender grænsebegreberne - som blot for 20 år siden slet ikke anvendtes i opdragelsesmæssig sammenhæng. Der kendes ingen andre eksempler på, at en så omfattende ændring af sprogbrug og dermed tænkning omkring børn har sat sig igennem så bredt, dybt og hurtigt som denne.' Grænsebegrebene i sig selv tillægges her en urimelig betydning, fordi der ingen kontekst er, ingen perspektiveringer. Vidste man ikke bedre, hvilket forfatterne i høj grad gør, så måtte man oplagt tro, at nutidens stakkels børn trynes radikalt mere end fortidens.

Bogen rummer spændende iagttagelser og delundersøgelser. På den måde er den læseværdig. Men fraværet af en historisk dimension og af en samfundsmæssig kontekst med tidssvarende socialisationsteoretiske overvejelser er en mærkbar mangel.