På den negative side tæller trusler mod de ansatte. De tør ikke være alene på skolen, hvilket blandt andet er et problem for pædagogerne i skolefritidsordningen, når de skal åbne og lukke. Og efter aftenmøder sørger de ansatte for at følges hjemad.
Knuste ruder er dagligdag. I efterårsferien var der knust 15 ruder på Abildgårdskolen i Odense. På Humlehaveskolen i samme by husker man episoder med både 20 og 30 knuste ruder.
Det er almindeligt at begynde undervisningen med konfliktløsning. Det tænker lærerne slet ikke over mere, de gør det bare.
Skolerne er tildelt en del ekstra timer, fordi de har så mange tosprogede elever. Men når de samme elever går hen i skolefritidsordningen, følger der ikke ekstra ressourcer med.
Gårdvagt i frikvartererne kan være forbundet med risiko for trusler og vold.
Skole-hjemsamarbejdet er vanskeligt, fordi mange forældre ikke taler dansk og mangler erfaring med det danske skolesystem. Det tager dobbelt så lang tid med tolk.
På den positive side tæller nogle ansatte, der vil noget med deres skole. De har høje kvalitetskrav til undervisningen og masser af ideer til, hvordan de kan dæmme op for problemerne.
Lærerne og pædagogerne holder af deres arbejde. De fremhæver deres positive oplevelser med børnene og deres gode kolleger. De ansatte bliver længe på skolen. Det er ikke ualmindeligt at have været der i både ti og tyve år, og der er også altid ansøgere til stillinger.
Skolerne er udviklingsorienterede med projekter i alt fra selvværd-ligeværd over supervision til rent faglige projekter. Og der er plads til stort set alle slags elever.
Alt dette gælder for både Abildgårdskolen og Humlehaveskolen i Vollsmose i Odense.
Godt og skidt
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.