Bogen sætter ny løn-reformen fra 1997 til diskussion og debat.
Den er bygget op i kapitler samlet i fire hoveddele. Hvert kapitel afsluttes med en sammenfatning. Hvis man skulle blive fristet til 'kun' at læse sammenfatningerne for at få et overblik over bogen, går man glip af en lang række af bogens overvejelser, som giver et langt mere nuanceret billede. Bogens første del beskæftiger sig med hele det teoretiske grundlag for og udvikling af lønsystemer, hvor forfatterne via forskellige økonomiske teorier beskriver og analyserer sammenhængen mellem arbejde, motivation og lønsystemer. Man får her blandt andet meget fint peget på, hvordan disse økonomiske teorier ikke altid medtænker de psykologiske faktorer, som kan spille en afgørende rolle for for eksempel motivationen.
Forfatterne stiller spørgsmål ved flere teoriers bæredygtighed.
At det ikke er så enkelt at opbygge fuldkomne lønsystemer, fremgår af afslutningen på kapitel 5, hvor det siges: 'Hvorledes relationerne arbejde-motivation-lønsystem skal analyseres, afhænger derfor til syvende og sidst af arbejdets karakter og organisering, ledelsesformer, personalepolitik og de ansattes egne præferencer og personlige karakteristika'.
Første del afsluttes med en konstatering af, at man fra ledelsesside ønsker at bevæge sig væk fra honorering af uddannelse, stilling og erfaring og gå over til at belønne kvalifikationer, kompetencer, fleksibilitet, engagement med mere.
Afslutningsvis nævnes: 'Lønpolitikken og de nye lønformer kan derfor ikke stå alene, de skal kombineres med den strategiske personalepolitik, og deres betydning må ikke overvurderes'. Se, det er kloge ord! Anden del omhandler lønreformen fra 1997, hvor der foretages en teknisk gennemgang af lønsystemet i amter og kommuner samt organisationernes valg af system, og der afsluttes med en opsamling af erfaringer fra udlandet i forbindelse med lignende lønsystemer. Bogen nævner, at man ikke kan give noget entydigt svar med hensyn til hensigtsmæssigheden i disse systemer.
Med tredje del når bogen frem til en undersøgelse af det nye lønsystem.
Fra arbejdsgiverside har det været et ønske at anvende lønsystemet som et ledelsesværktøj, der kæder personale- og lønpolitik sammen.
I teorien er det smukke ord, men i virkelighedens verden ser det for mig ganske anderledes ud.
Ledelsessiden overser ganske, at der er aftaleret på lønnen, hvilket medfører, at man er nødt til at blive enig med medarbejdersidens organisationer om løndelenes udmøntning.
Undersøgelsen viser, at det er jobbet og ikke lønnen, der er en afgørende motivationsfaktor. Et - heldigvis - ikke overraskende resultat.
Endelig konstaterer man, at såfremt lønnen skulle være motiverende, er ressourcerne alt for små.
I fjerde del når forfatterne frem til, at 'Meget tyder på, at de største gevinster, når det gælder at motivere de offentligt ansatte til at yde en ekstra indsats/arbejde bedre, kan hentes ved at udvikle personalepolitikken og samarbejds- og ledelsesformer'.
Bogens endelige konklusion er den paradoksale, at skal lønreformen blive en succes i fremtiden, skal der være mindre fokus på løn, samt at lønnen skal være synlig og bredt accepteret samt kunne opleves som retfærdig.
Lige nøjagtig den konklusion er der næppe mange medarbejdere, der mener, at ny løn for tiden lever op til, og det er vel i virkeligheden hele dette lønsystems store problem.
Alt dette kommer den meget omfattende bog rundt om og er derfor en velegnet debatbog. Om jeg blev klogere af at læse bogen - tja . . .
Om jeg kan bruge den som baggrundsviden i 'mine' lokale forhandlinger - næppe.
Men en god og grundig debatbog om løn- det er den.
Torben Møller Petersen er formand for Sydfyns Lærerkreds.
God og grundig debatbog om ny løn
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.