God og dårlig dag for skolen

Den 29. januar var en god dag for folkeskolen. I al fald her i Vendsyssel. En af de alt for få gode dage for netop denne særegne børneskole. I seks spalter hen over forsiden på Nordjyske Stiftstidende stod der: Idéer skal på børns skoleskema.

Og videre: Erhvervsledere og forskere gør op med fokus på læse- og regnefærdigheden.

Samme dag havde lærerkredsen sammen med Hjørring Seminarium blæst til samling under temaet »Den ideelle Skole«. Kredsen og seminariet er i gang med at forny en smuk tradition fra det gamle Hjørring Amt: Den har aldrig levet, som klog på det er blevet, han ej havde kær! Derfor skal vi, der har folkeskolen kær, én gang om året mødes for igen og igen at definere dens begreb og forny og forandre dens praksis.

Men hvor længe var Adam i Paradis?

Til dagen efter: Ingen ideer på skoleskemaet, stod der nu i avisen. Statsminister Fogh Rasmussen likviderede på stedet forslaget ved at sige, at »faglighed udelukker ikke kreativitet«.

Udsagnet er ganske vist en selvfølgelighed. Alligevel er vi dermed tilbage til bedrøveligheden. Selv om ingen ved sine fulde fem vel kan mene, at der i en bestemt ugentlig lektion skal stå idéer på skemaet, fastholder statsministeren fokus på de dårligdomme, han og medierne med Pisa i hånden ser i folkeskolen og fortier i de private skoler.

Den virkelige top i dansk erhvervsliv må være på grådens eller oprørets rand. Direktør Jørgen Mads Clausen, Danfoss, har til Nordjyske Stiftstidende sagt: »Innovation er det, vi skal leve af i fremtiden. De danske virksomheder kan kun bevare en konkurrencemæssig fordel, hvis deres produkter hele tiden bliver ved med at være anderledes og innovative«. Det er ifølge avisen desuden ved at gå op for »førende fremtidsforskere«, at arbejdspladser i fremtidens vidensamfund forudsætter systematisk arbejde med idéudvikling innovation i skolens arbejde og hverdag.

Vi bør lytte til disse førende fremtidsforskere, erhvervsfolk og formænd, for eksempel Anders Knutsen fra regeringens egen tænketank for Fremtidens Vækst. Han citeres for: »Men det er også helt afgørende, at børnene lærer at begå sig sammen med andre, så de kan samarbejde om innovation. Og at de får selvværd, så de tør tro på deres egne projekter og ideer«.

Måske skulle aviserne supplere de nævnte førende folk med førende skolefolk, der så kunne fortælle, hvorfor den danske børneskoles navn er sammensat af begreberne folke- og skole, og hvorfor netop denne skole rummer et enormt potentiale for innovation. Forudsat vi vedbliver at holde skole sammen med folket og ikke mod folket, sådan som De Konservative vil. De har i valgkampen fremmanet billedet af Ridefogedskolen. Den skole, hvor »et særligt udrykningshold skal give akut støtte til skoler med lav præstation«, hvor »skoleledere fjernes, hvis elevtest viser dårlige resultater«, og hvor »forældrene skal på opdragelseskursus eller have bøder, hvis skolegangen misrøgtes«. Selv Bertel Haarder mente engang, at der var »grænser for politik«.

Det er næppe innovative resultater, netop De Konservative vil tælle, måle og veje. Deres lærerideal er næppe heller det samme som det, der var enighed om på folkeskolens gode dag i Hjørring. Enigheden gjaldt idealet om den autentiske lærer, der tillige har samfundets fulde opbakning til at blive en antiautoritær autoritet. Et ideal, der bygger på, at grundstenen i netop folkets skole er stærke bånd mellem det sociale og det demokratiske, samt indsigt i, at der ikke findes viden uden værdier, at værdier og handling hænger sammen, og at værdierne skabes i fællesskabet.

Hvis oprøret fra erhvervslivets top er utopi, hvad så med et klart og tydeligt fælles modspil fra os selv? Det gælder kampen for »Skolen for Livet«.

Chresten Sloth Christensen er børne- og kulturdirektør i Skagen