Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Anmeldelse

God grundbog og håndbog i psykologi

Det er et kup for læseren, at en ung pige trækkes frivilligt gennem en række terapier og psykologiske behandlinger, skriver anmelderen

Mogens Hansen
Start debatten
13. oktober 2011, kl. 02:22

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

Start debatten

Her er en bredt anlagt og meget velskrevet bog om psykologi. Det er ikke lige letlæst alt sammen, men forfatterne forsøger, synes jeg, til det yderste at formidle forståeligt, samtidig med at de ikke slækker på den faglige præcision og kvalitet.

Bogen er tænkt som introduktion og grundbog for studerende. Den er stor, den er lige så meget håndbog som grundbog, så dens læser- og brugerkreds bør blive flere end studerende. Her er mere end halvanden kilogram stort set (se senere) opdateret psykologi, der giver et ordentligt fodfæste i og kendskab til de klassiske og traditionelle teorier. Læseren får noget at vide.

Bogen peger i forordet på, at den er brugbar på såvel gymnasieniveau som på korte, mellemlange og lange videregående uddannelser - her nævnes for eksempel uddannelse til sygeplejerske, pædagog, folkeskolelærer og socialrådgiver. Hvis holdet og læreren ikke når det hele eller ikke vil hele manegen rundt, så er der her et fælles fodfæste.

Det at lave en stor, samlende introduktion til psykologi er en satsning, der tager grundbogen frem igen. I mange år har man brugt små introbøger og suppleret med studiebøger, hvor man på et hold eller i en gruppe udvalgte et tema og gik i dybden.

Hvad indeholder bogen så? Den omfatter fire store temaer: organisme, individ, samfund og afvig/behandling med i alt ni kapitler. Dertil kommer et indledende kapitel om teori og metode og til slut et samleafsnit med et minileksikon, litteratur, navneregister og stikordsregister. Bogen er velordnet og overskuelig at søge rundt i. Der er en stadig vekslen mellem på den ene side casehistorier, beskrivelser af undersøgelser, materiale til prøv-dig-selv og på den anden side teori, beskrivelse og fortolkninger.

Et kup er Louise Blom, 19 år, 3.g, ængstelig. Hun lader sig villigt trække gennem en række behandlinger: klassisk psykoanalyse, moderne psykoanalyse, dynamisk korttidsterapi, kropsterapi, klientcentreret terapi, gestaltterapi, kognitiv adfærdsterapi, familieterapi og et gruppeanalytisk forløb. Det giver oplevelser til at få indsigt igennem.

Der er dog et par blinde pletter i forfattergruppen. Intelligens, ja det er stort set bare noget, der er der (side 237-240). Det diskuteres ikke, selv om det er et af de meget problematiske områder i psykologien. Selv 'klokkekurven' får sin plads (side 475), som om det var et faktum, at befolkningen fordeler sig symmetrisk med få kloge og mindre kloge og mange middelkloge, hvad det ikke er.

En anden blind plet er, hvilke fagfolk der eksisterer, og hvem der ikke eksisterer. For eksempel eksisterer Per Schultz Jørgensen, Danmarks Lærerhøjskole, og Erik Jørgen Hansen, Socialforskningsinstituttet, slet ikke. De to amerikanere Howard Gardner (ham med de syv-otte intelligenser) og Robert Sternberg (med en udbredt teori om intelligensen som en treklang) findes heller ikke. Den århusianske psykolog Boje Katzenelsons bog 'Homo Socius' findes heller ikke, selv om han da lige nævnes. Hvis de så sagde, vi kan ikke have alt med, læs derfor videre dér og dér. Men nej, de eksisterer ikke. Det er noget landsbypjat.

Introduktion til psykologi

Organisme, individ, samfund

Redigeret af Thomas Koester og Kim Frandsen

640 sider, 348 kroner

Frydenlund grafisk, telefon 3393 2894

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

God grundbog og håndbog i psykologi

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS