Glashus

Vores klode er en skør kugle og ikke altid rar facon. Den er farlig - mest af alt fordi mennesket ikke respekterer og tager ordentlig vare på det vidunder, som vi nu engang lever på, med og i.

Et drivhus lander på kloden, og hermed begynder eventyret om to skrøbelige mennesker, som har meget på hjerte, og meget de skal fortælle publikum.

Det tager en rum tid, før fortællingen går i gang. Først skal kvinden turde tage skridtet ud i den virkelige verden, og en plante skal vokse sig stor som en mand og springe sprællende ud af drivhuset. Det er fint gjort - performance, når det er bedst. Når de to skuespillere er mest henrivende, er det netop i den fysiske leg på scenen, hvor den ene bevægelse tager den anden og fører publikum videre til ny scene, ny association - let, levende og humoristisk, så latteren forløser.

Replikkerne, som kommer efterhånden, afslører, at de leger dér på scenen. Det er jo egentlig bare for sjov. Det er blot et ganske almindeligt drivhus. Alvoren kommer som verbale skud fra hoften, når de to begynder på evolutionslæren - i korte træk - og trækker den op til i dag. Mennesket har ikke været her i mange år, men stor skade er sket. Der er atomkrigstruslen, rovdriften, forureningen og meget andet. Publikum bliver også stillet til ansvar. Forestillingen lapper over i totalteater, og den sidste halvdel er lettere forvirrende. Det er svært at finde hoved og hale i, hvor de vil hen, ud over at være lige dele moraliserende, undervisende og gakkede.

"Glashus" skal dog anbefales, fordi den emmer af energi og spilleglæde, og måske netop fordi den presser på med en relevant morale: Pas på vores klode! Den er skrøbelig som et drivhus.