At lave mad fra grunden er populært for tiden, syltning inklusive. For mange giver det god mening i en ellers travl hverdag at give sig i kast med at bage eller sylte selv, opleve, at man kan. Det giver stor tilfredsstillelse og signalerer overskud i forhold til omverdenen.
De to forfattere til ”God mad-serien” kender tidens trend og har i denne omgang forfattet en bog, hvori de ikke blot giver de gode klassikere endnu en omgang, men også tager fat i nyere, spændende syltesager.
Af klassikerne er for eksempel opskriften på jordbærmarmelade, solbærsyltetøj, ribsgele og syltede agurker, mens de nytilkomne er repræsenteret ved mere eksotiske sager som løgmarmelade, gastrik og pesto. Opskrifter på kryddereddike, -salt og -snaps er der også blevet plads til. Bogen er en syltebog, og forfatterne har udvidet begrebet til også at omfatte mange af de sager, som kan lægges ind under begrebet ”konservering”. Det er der blevet en inspirerende opskriftsbog ud af.
Bogen er opbygget i emneafsnit med et alfabetisk register bag i bogen. Desuden er der indsat en syltekalender med forslag til, hvad man kan sylte måned for måned. Det er en rigtig god idé, fordi syltning i manges bevidsthed er noget, der foregår på én bestemt årstid, når grønsager, frugter og bær er klar til høst. I en moderne livsstil, hvor syltning er lystbetonet og ikke en nødvendighed, passer det bedre ind med at sylte i små portioner året rundt. Hertil er syltekalenderen en påmindelse om, at importerede citrusfrugter, som er aktuelle i vintermånederne, og tørrede eller eksotiske frugter, som kan købes året rundt, også kan syltes og give glæden ved det hjemmefremstillede året rundt.
Bogen udmærker sig ved at have en kort, men fyldestgørende introduktion til syltning, som man ikke bør snyde sig selv for at læse, før man går i gang. Specielt er det nyttigt at vide noget om syltningens hygiejneregler, så man ikke senere skal ærgre sig over at kassere muggen eller gæret syltetøj.
Med sit enkle udtryk og nydelige layout, små tips og fine billeder vækker den lyst til selv at gå om bord i syltningens glæder.
Giver lyst til at gå i gang
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.