Redigeret af Henning Eichberg
60 sider, 115 kroner
Danske Gymnastik og Idrætsforeninger
Telefon 7940 4072
Som mangeårig idræts- og geografilærer med studie- og turistrejser til storbyer som for eksempel New York, Washington, London, Paris, Prag og Amsterdam - er dette hæfte lidt af en lækkerbidsken.
Det er vel altid rart at blive bekræftet i ens opfattelse af dele af livet, i dette tilfælde bevægelseslivet i bymiljøer, og det er spændende at konstatere, at 'min' tai-chi-dyrkende forretningsmand i Central Park i New York, den sorte, sportstrænede student, der 'dunker' ved kanalen i Amsterdam, og den baseballkastende ti-årige gut på Mall'en i Washington alle er eksempler på det bevægelsesliv, der er beskrevet i 'Idrætten og byen'.
Hæftet, der ville være endnu mere attraktivt, hvis man havde anvendt farvefotos, indeholder seks kapitler med meget grundige litteraturhenvisninger, der gør hæftet brugbart til temaarbejde.
Der er kapitler om byen som bevægelseslandskab, byen og bevægelseslandskabet i det 21. århundrede, bevægelseskulturer blandt sorte i Amsterdam, bevægelseskultur i byen, idrættens rytmer og byen i bevægelse.
Forfatterne er ikke bange for ekstremer. Således beskrives, hvordan der spilles golf midt i en af verdens største byer, Tokyo. Meguro Golf Club har anlagt sin driving range i et kæmpemæssigt bur, der er placeret oven på et garageanlæg - og det i et land med omkring 3.000 golfbaner, og hvor en golfspiller i gennemsnit må give 10.000 kroner om året for at spille.
Hæftets værdi hænger måske sammen med det alsidige valg af bidragydere, nemlig en arkitekt, en kultursociolog, en idrætspædagog, en journalist og en litteraturforsker.
Man har brugt labyrinten som et historisk-poetisk billede til at karakterisere byen, der som labyrintisk bevægelseslandskab indeholder en praktisk udfordring med by- og gadefester, boldpladser, boulebaner, bykarneval, skate-boarding, rulleskøjteløb, marathonløb og meget mere.
Med hæftet som udgangspunkt er det nærliggende at lade skoleelever arbejde med deres egen by og eventuelt komme med forslag til planlægning af nye bydele - og måske få større interesse for deres egen by og den demokratiske proces.
'Idrætten i byen' anbefales alle idræts- og geografilærere med lyst til fordybelse og fagsamarbejde samt med behov for at se deres fag fra andre synsvinkler end de sædvanlige.
Jørgen Mikkelsen
Geografi, idræt
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.