- Migration og urbanisering i det moderne Kina
Af Morten Dürr og Ulla Jacobsen
Video med lyd/diasshow
Spilletid: 28 minutter, 592 kroner
Ledsagehæfte, 24 sider, 93,75 kroner
Planet X, telefon 3379 0181
Verdens største folkevandring. Sådan betegnes strømmen af landarbejdere på vej mod kinesiske storbyer som Shanghai og Beijing i dette materiale, der består af en diasvideo og et supplerende baggrundshæfte.
Videoen beretter i reportageagtig stil om folks håb om et bedre liv i storbyen, hvor de fleste ender med hårdt arbejde blandt samfundets nederste lag. Der veksles mellem gode fortællinger og faktuelle oplysninger, således at indholdet sættes ind i en større samfundsmæssig sammenhæng.
At videoen består af overspillede dias frem for levende billeder gør ikke noget. Men der er dog enkelte dias, der går igen flere gange, samtidig med at der ofte dvæles for længe ved hvert billede. Men det opvejes af gode lydeffekter kombineret med en velkomponeret speakertekst og en række spændende hverdagsfortællinger.
Hvis klassen skal arbejde med geografiske emner som storbyer, urbanisering og migrationer, er dette materiale særdeles anvendeligt fra syvende klassetrin og opefter. Det vil med fordel kunne anskaffes til udlån fra Amtscentret for Undervisning eller Den Pædagogiske Central.
Kaare Øster
Geografi
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.