Mellemfolkeligt Samvirke skiller sig af med forlaget som en følge af, at organisationen fremover er afskåret fra at modtage midler fra Danidas Oplysningsbevilling, der blev halveret med dette års finanslov.
"Det er dybt beklageligt, at danskerne i globaliseringens tidsalder får langt ringere indsigt i vilkårene for verdens fattigste mennesker. Jeg kunne meget bedre forstå, hvis regeringen havde gjort oplysning om globaliseringens konsekvenser til sin mærkesag", siger MS' generalsekretær Lars Udsholt. "Det er ikke en drømmesituation for Mellemfolkeligt Samvirke. Men når det ikke kan være anderledes, er vi meget glade for, at det er Geografforlaget, der overtager forlagsaktiviteterne. Det bliver ligesom i familien".
Mellemfolkeligt Samvirke vil fortsætte med at udgive ungdomsmagasinet 'Zapp jorden rundt' og internetspillet 'Global Island', som der er fundet nye sponsorer til. Men siden 1950'erne har organisationen udgivet materialer til især undervisningsverdenen om ulandene, og den opgave er nu overtaget af Geografforlaget. Aftalen sikrer, at en stor del af titlerne fortsat vil kunne købes, og at projekter i støbeskeen bliver realiseret.
"I en tid med globalisering og større og større indbyrdes afhængighed landene imellem er det vigtigt, at ulandsområdet ikke helt forsvinder fra offentligheden. Derfor skal der være nogen til at imødekomme behovet for ulandsstof - også i undervisningsverdenen. Det er naturligt, at Geografforlaget dækker dette område og sikrer kontinuitet", siger Bo Hildebrandt, formand for Geografforbundet og næstformand i forlagets bestyrelse.
Geografforlaget overtager MS' forlag
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.