Genredidaktik

Danskfagets genrer er ikke afgrænsede, faste og uforanderlige. Nye genrer som alle dem, der er afledt af de elektroniske mediers udvikling, kræver nye didaktiske overvejelser, og ældre genrer bør vurderes en gang til af nye generationer; for eksempel læser man ikke i dag Martin A. Hansens forfatterskab på samme måde som i 1950'erne.

Benny Bang Carlsen melder sig med denne gennemreflekterede bog ind i diskussionen - for ikke at sige kampen - om definitionen på danskfaget, og ikke mindst om hvordan man udvikler en tidssvarende fagdidaktik dels på læreruddannelsen, hvor bogen nok vil finde sin primære målgruppe, dels naturligvis i de tusinde skoleklasser landet over.

Til indledning gennemgår han, vidende og så klart som en teoribaseret lærebog nu kan blive, udviklingen af fagsynet gennem de sidste 40-50 år, hvor det nye udvidede tekstbegreb fik faget til at knopskyde temmelig ukontrolleret med nye discipliner her og der og alle vegne. Til gennemgangen hører en kompetent og tankevækkende faglig kritik af nyere didaktikere som Vibeke Hetmar, Bo Steffensen, Birte Sørensen og andre. Ikke ved bedrevidende afvisning, men ved respektfuldt at pege på svage punkter i disses bidrag til at sammenfatte det komplekse fags mange og sammensatte aspekter.

Hans eget bud på en sammenhængende ramme kalder han genredidaktik. Det traditionelle genrebegreb må udvides, mener han og viser, hvad han mener, gennem eksempler på analyser af tekster om så forskellige emner som kultfilmen "Matrix" og populærpressens behandling af Bjarne Riis' storhed og fald.

Hvis eleverne skal forstå de artefakter, altså de kulturprodukter af vidt forskellig udformning, som de møder i fritiden og i undervisningen, forudsætter det, at de kan identificere sig med teksternes indhold og budskab. Dem fra fritidssfæren er der ingen større problemer med, for hvis de ikke appellerer umiddelbart, bliver de simpelt hen fravalgt. Anderledes er det med det, som læreren vælger at præsentere dem for i danskundervisningen. Her er der et stort element af pres eller ligefrem tvang bag, og læreren må derfor have stor opmærksomhed på, hvordan moderne børn og unge reagerer på især ældre tekster. Her må enhver mesterfortolkning og gammel gennemprøvet analyse tages op til ny overvejelse, og det stiller naturligvis store krav til læreren. Vanetænkning lurer bag ethvert kateder, mener Bang Carlsen, men han hjælper sine læsere på vej, blandt andet med et spændende afsnit om forskellige identifikationsmodeller.

Bogen er langtfra letlæst, den kræver tid og fordybelse, men de nye indsigter begynder at aflejre sig, efterhånden som man arbejder sig igennem og reflekterer over de begreber og problemstillinger, som bliver taget op. Den er ikke alene oplagt til læreruddannelsen, den kan absolut også anbefales til enhver dansklærer, der gerne vil rokkes i sin skråsikre opfattelse af, hvad danskundervisning er.