Utallige fortællinger følger mønstret hjemme-ude-hjemme, og så skal der jo gerne ske noget afgørende, når man er ude.
Det er lige netop, hvad der gør i denne historie, og at det er stort, kan aflæses af første og sidste billede af moren, som uden at have deltaget i handlingen forvandles fra en indadskuende, mut og tilknappet person til en smilende kvinde med opknappet cardigan og armene slået ud til velkomst.
Det, der ligger imellem, er eventyrligt, både i overført og i direkte forstand.
En dreng vågner op i tordenvejr, kun bevogtet af en etbenet standhaftig actionman. Han far er væk, og han savner ham desperat, sætter posters op overalt med »kom hjem far«.
Moren beder drengen gå hen med kage til bedste, som er sløj. Og moren beder ham gå omvejen uden om skoven, ikke den kortere vej gennem skoven.
Men drengen vælger den korte vej.
Indtil nu har illustrationerne været ekstremt naturalistiske, men skifter karakter til den sublime surrealisme, som Anthony Browne mestrer om nogen. Drengens omgivelser bliver uvirkeligt gråtonede.
Træerne i skoven antager magiske former, som har appel til både fikserbilledets entusiaster og fortolkningens freudianere og jungianere. Der er hilsner fra den ganske eventyrverden.
Drengen begynder at fryse, og voila: En rød duffelcoat hænger på et træ. Og den lille rødduffelcoat med hætte når frem til bedstemorens hus, hvor en anden stemme end bedstes siger: Kom ind!
Døren går op. Billederne skifter igen til ekstrem naturalisme, både i streg og farve. Bedste ligger i sengen. Hun har det bedre. Og stemmen tilhører faren, som drengen nu følges med hjem, hvor de modtages af den meget glade mor.
Bogen er gennemført i sin ord- og billedfortælling og fungerer fint som spændende fortælling for indskolingens børn. Den kan endvidere tjene som en markant indfører i hjemme-ude-hjemme-strukturen for mellemtrinnets og ældste trins elever, mens alle på forskelligt niveau kan mæske sig i de intertekstuelle referencer og psykologiske fortolkninger, som skovturen lægger op til.
Gennem skoven
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.