Af Henning Henriksen og Erik Pawlik
240 sider, 437,50 kroner
Gyldendal
Det var brillestel, der gjorde titan kendt af enhver, disse spinkle, lette, elastiske, men alligevel stærke stel. I virkeligheden bruges titan til mange vidt forskellige ting som golfkøller, kamphelikoptere og det nye Guggenheim-museum.
Sådan et spændende materiale må der være en del, der er interesseret i at skaffe sig viden om, og da vil det være et udmærket valg først at kaste sig over denne bog. Her gives på to letlæste sider de oplysninger, som en ikke-kemiker, for eksempel en elev i niende klasse, vil være tjent med. Det vil sige nogle tabelværdier som smeltepunkt 1.668 grader og massefylde 4,51 og en tekst om de kemiske egenskaber, opdagelsen for 200 år siden af en engelsk præst, forekomsten i jordoverfladen, hvor det er det tiende almindeligste grundstof, og om fremstillingen af det rene metal.
I atomnummerorden gennemgås alle de kendte grundstoffer efter samme mønster som beskrevet for titan.
Billedmaterialet er flot og går især på anvendelsen, og det er velgørende frit for kemikere, der hælder en væske fra en kolbe til en anden, og læger ved sygesengen.
Som titan får også alle de andre grundstoffer fra nummer et til nummer 109 hver to sider. Det giver muligvis nogle layoutmæssige fordele, men der er mere relevant stof at skrive om nummer seks, som kaldes carbon og ikke kulstof, og nummer 107 bohrium, hvor man må ty til kernefysik for at få de to sider fyldt ud. På den måde får den ene for lidt og den anden for meget plads.
Gunnar L. Clausen
Fysik/kemi
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.