Cd-rom og manual
Af Bjarne Kousholt og Claus Rye Nielsen
1.500 kroner
Malling Beck
Dette er en anmeldelse af en demo.
Man bør udgive en cd-rom som en del af et lærebogssystem, hvis eleverne skal kunne tilegne sig et stof bedre eller hurtigere, end hvis de kun brugte det trykte materiale og lavede praktiske undersøgelser.
Den forudsætning opfylder denne cd-rom ikke.
Det største afsnit handler om el-installationer og -forbrug. Eleverne skal her klikke sig vej gennem et hus og udpege el-installationerne. Hvis de er dygtige til at finde mikroovne, spots og radioer, får de mange point. I kælderen træffer de prismadammen, som viser diagrammer over husets el-installation, og som derefter går i gang med at gennemgå sin el-regning. Både på skrift og i tale. Det bliver udgangspunkt for en undersøgelse af forskellige apparaters forbrug og en række spareråd.
Programmets el-måler løber hurtigt, når der tændes for komfuret. Men det gør en rigtig måler trods alt også. Så hvorfor ikke kigge på den. Og ens families egen el-regning var vel også lidt mere vedkommende at arbejde med end prismadammens.
Endelig kan man finde de mere teoretiske dele i grundbogen. Derfor er der ikke så meget ekstra udbytte at hente ved hjælp af cd-rommen.
Ud over simuleringen af el-systemet er der for eksempel simuleringer af fyret og vandinstallationen og noget om lys, hvor man blander farver, om solsystemet, hvor solens, jordens og månens bevægelser i forhold til hinanden kan følges, og en roterende stjernehimmel, hvor eleverne skal finde kendte stjernebilleder.
Tegningerne er udmærkede og fremtræder tydelige på skærmen.
Det edb-tekniske virker upåklageligt, og eleverne lærer hurtigt at bevæge sig omkring i huset gennem døre og med elevator.
Gunnar L. Clausen
Fysik/kemi
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.