Hvorfor stiller du op?
"Vi står med nogle problemer, som jeg meget gerne vil være med til at løse for medlemmernes skyld - den manglende centrale arbejdstidsaftale, uuddannede undervisere og støtte til inklusionen, der er sparet væk".
Opfatter du dig som repræsentant for et bestemt lokalområde?
"Jeg er jo lærer og kredsformand på Fyn, men som hovedstyrelsesmedlem har man ansvar for hele foreningen fra Bornholm til Vestjylland".
Hvad er det vigtigste budskab fra dig, når det gælder spørgsmålet om lærernes arbejdstid?
"Det er jo, at vi skal have en forhandlet resursebindende central arbejdstidsaftale. Det er ikke nok, at der kommer hegn om forberedelsen, der skal være tid nok til, at man som lærer kan gøre sig umage. Vi fik en lovbestemt arbejdstid i '13, så kom der et bilag til den i '15 og i '18 fik vi en kommission. Nu er vi dér, hvor man ikke kan komme uden om en arbejdstidsaftale", mener Mads Alnor. "Det er det enestående største, vores medlemmer efterspørger, det er den største forbedring af arbejdsmiljøet, vi kan opnå".
Han efterlader en plads i hovedstyrelsen
Ønsker du en fem-årig læreruddannelse?
"Ja. Ikke bare fordi mere altid er bedre - som var argumentet med den lange skoledag - det handler først og fremmest om indhold og kvalitet. Der skal være længere praktik og større kobling mellem studie og praktikskoler, og så handler det om at få en uddannelse på kandidatniveau".
Er folkeskolen blevet talt for meget ned, og skal DLF gøre noget for at tale folkeskolen mere op?
"Den her fokusering på, om nogen taler op og ned, handler om at placere skyld og skam og ikke om at finde løsninger. Det kommer der ikke noget konstruktivt ud af. Vi påtager os et kæmpe ansvar, og så skal vi ikke have skudt i skoene, at vi taler folkeskolen ned, når vi påpeger åbenlyse problemstillinger, der skal løses. Men selvfølgelig har DLF et ansvar som alle andre for også at fremhæve alle de ting, der er gode ved den danske unikke folkeskole, som vi og mange andre kæmper for".
Fynsk kredsformand vil i hovedstyrelsen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.