"Fuldkorn i frikvarteret" er et letanvendeligt undervisningsmateriale, som jeg varmt kan anbefale lærerne at tage i brug. Målgruppen er elever i 4.-7. klasse, og formålet med materialet er at skabe bevidsthed om værdien af at erstatte franskbrødet med rugbrød samt generelt at gøre fuldkornsprodukter til det naturlige valg, når der spises korn.
Andre emner, der tages op, er blodsukkerreguleringens betydning for et stabilt energiniveau, motion, sundt og usundt fedt samt flere andre relevante emner. Samtidig er der i materialet lagt op til at udføre små regnestykker og udvide forståelsen for kornets vej fra jord til bord. Materialets alsidighed gør, at dele af materialet egner sig lige godt til matematikundervisningen som til natur/teknik, hjemkundskab og eventuelt idrætsundervisningen.
Ligesom elevmaterialet er lærervejledningen kort og kontant, lige til at gå til. Man finder både forslag til temauger, endagsprojekter og små øvelser, der alt efter temperament og muligheder kan inddrages i den øvrige undervisning. Generelt er det ganske indbydende materiale kendetegnet ved sin lette stil og forekommer mig at være lige i øjet i forhold til målgruppen.
Lad dig ikke skræmme af, at Lantmännen/Schulstad står som afsender af materialet. Ud fra min ernæringsfaglige vurdering er der tale om et fuldstændig sobert produkt, fri for reklamer eller anden form for manipulation. Det, man får, er derfor et lettilgængeligt undervisningsmateriale, som vil være yderst relevant at inddrage i den tværfaglige undervisning.
Fuldkorn i frikvarteret
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.