Fugle er spændende og interessante, de er nemme at få at se og iagttage, børn får fra små en umiddelbar interesse i fugle. Derfor har vi også mange bøger om fugle, gode og dårlige, for der er salg i det meste.
Her er en bog, som handler om danske fuglelokaliteter året rundt. Der oplyses om 260 fuglesteder, der er 60 kort, oplysninger om, hvilke arter man kan se, samt mange praktiske oplysninger om for eksempel adgangsforhold, afstande, med- eller modlys, og om der findes for eksempel et fugletårn.
Bogen er inddelt i de fire årstider, nogle lokaliteter er omtalt i alle, mens andre kun omtales i afsnittet om den årstid, hvor det er bedst at se fugle der.
Andre afsnit er tematiske og omtaler blandt andet trækforhold, og hvor man kan se særlige fuglegrupper som hav- og kystfugle, rovfugle og andre.
For en, som begyndte at se på fugle, da forlagets 'Fugle i farver' var bogen for 'almindelige mennesker', mens 'Europas fugle' var 'bibelen' for ornithologer, som det stavedes da, er det en fornøjelse at se, hvor smukt og smagfuldt en bog kan fremstilles i dag. Et indbydende layout, staffage i pastelfarver, stramme kort med kun de nødvendigste oplysninger (selv om bagsideteksten kalder dem detaljerede) og dejlige fugle- og landskabsfotos i naturtro farver.
En bog, som er god, man fristes til at skrive uundværlig, at have før og med på en fugletur, ekskursion eller lejrskole, men det er også en oplevelse i sig selv at kigge, bladre og læse i den. En både praktisk og fornøjelig bog, som man ikke er snydt med - og til samme pris som to magre letlæsningsbøger i sort/hvid, men det er en anden historie.
Fuglelivets hvor og hvornår
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.