"Der er 100 lærere, som til sommer går på pension, sygeorlov eller andet. De går ind i regnskabet, så det betyder, at vi undgår 100 fyringer. Men ud over det, vil der være 50 færre stillinger. Muligvis flere. Men vi er ikke i den situation som Langeland eller Vejle, hvor vi ved, hvor mange, der skal fyres", siger formand for Københavns Lærerforening Jan Trojaborg til folkeskolen.dk.
Om et par uger ved lærerne besked
Besparelserne er en konsekvens af det vedtagne budget, og derudover er der en besparelse på 64 mio. kroner, som endnu ikke er placeret. Det er en overleveringssag fra sidste års regnskab, og politikerne skal afgøre, om den skal dækkes af Børne- og Ungdomsforvaltningen, eller om den kommer under kommunens samlede økonomi.
Skolerne er nu i gang med at finde ud af, hvordan situationen er, og om der kan spares et andet sted end lærerstillinger. Både kommunen og lærerforeningen forventer, at svaret ligger klart i løbet af nogle uger, og at det herefter vil stå klart, hvor mange fyringer, der vil blive tale om.
Der er også skoler, som får brug for flere lærere efter sommerferien.
"Men i Københavns Kommune har vi ansættelsesstop, så vi vil forsøge at omplacere de lærere, som allerede er i systemet", siger pressechef i Børne- og Ungdomsforvaltningen Casper Dall.
Han henviser til, at der er selvforvaltning i kommunen, og at skolelederne er i gang med at finde ud af, hvordan deres budget for 2010 skal udmøntes.
"De skal finde ud af, om de vil spare på undervisningsmidler og beholde deres antal af lærere, eller om de fyrer en lærer eller to og beholder budgettet for undervisningsmidler".
KLF: Vækst i elevtallet, men ikke i pengetilførslen
Op til kommunalvalget i november 2009 meldte Københavns Lærerforening ud, at der vil være 200 færre lærere i kommunen næste år, men Jan Trojaborg afviser, at foreningen maler fanden på væggen.
"Vi har hele tiden sagt 150-200, og det er for at sige til politikerne, at det her ikke er for sjov. I modsætning til alle de øvrige kommuner, som mangler elever, så får vi mindst 300 flere elever næste år. København er jo i vækst, vi får 300-400 nye børn hvert eneste år".
"Men at der kommer 300 flere børn i løbet af året, betyder ikke, at der kommer flere penge. Så vi er spændte på, om der i næste budget kommer nogle reguleringer fra kommunens side, som siger, at når der kommer flere børn, så skal der også flere penge til".
Frygter mindst 50 lærerfyringer i København
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.