Fru Gok bor i et sødt hus, men er ulykkelig, fordi hun er kyllingeløs. Hun er tilsyneladende en alenehøne, der selv må klare bekymringer og køkkenhave.
Under gravearbejde i haven støder hendes spade på et kæmpeæg, og hun sætter sig ufortrødent til at ruge på toppen af ægget. Og nu er hun virkelig på toppen, mens både naboerne og hendes egne drømme ud fra forskellige synsvinkler er intenst beskæftiget med det, der er i vente: naboerne mener, at ægget er underligt, og at hun er blevet kulret, mens hun selv venter liv i vuggen.
Hun ruger og ruger og ruger, men lige lidt sker der. Og til sidst må hun give vennerne ret: ægget er ikke udtryk for liv. Hun triller ægget ud af huset og ned ad en skråning. Og hvilken overraskelse venter der hende: Krak, siger ægget, og ud kommer en sær kylling, som hun tager til sig som sin egen, og som hun, hvis hun kunne tale med sine børnelæsere, ville vide var en dinounge.
Bogens billeder, pastelfarvemættede og bløde i stregen, ja, de er så søde, at man selvfølgelig er sikker på en happy end.
På den anden side danner de også en synlig facade for de mange menneskelige svagheder og drømme, som dyrene i fortællingen udstiller: savn, sladder og frustration over for livsglæde, viljestyrke og samhørighed.
Bogen er en kærlig og køn lille samtalebog til filosofiske overvejelser i indskolingen.
Fru Goks forunderlige æg
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.