Frihedsmaskinen / En teenagehackers bekendelser

I filmen møder vi Daniel på 20, som er flyttet fra Århus til Struer for at leve sammen med sin kæreste, men keder sig så bravt, at han kaster sig over computerhobbyen. Her interesserer han sig for hacking, idet han stærkt understreger, at hackere er de pæne mennesker, mens de kriminelle kaldes crackers. Grænsen kan dog vist være noget flydende.

Man må lade filmen, at dens budskab om, at Daniel keder sig, slår stærkt igennem, dels i køkkenet, hvor kæresten laver en gang kæmpefrikadeller, dels i dialogen med en kammerat og endelig på tur i den mennesketomme by. Vi ser ham også i en eksamenssituation med brug af computere, og mellem sekvenserne er indlagt skilte med citater.

Der skiftes med sekvenser med en tysk hacker på 36, som er formand for en computerklub i Berlin (Øst-). Han indleder med at fortælle, hvorfra udtrykket stammer, at det er fra modelbaneentusiaster, som rodede med ledningsspagetti og kaldte det et hack, når de fandt ud af at forbinde de rigtige to ledninger i virvaret. Han demonstrerer også, hvordan klubben har udrustet et tomt højhus med et computerstyret system, som kan få de skiftevis mørklagte og oplyste vinduer til at danne forskellige mønstre og figurer.

Ifølge filmens instruktør er hackere vor tids frihedskæmpere (har vi ikke hørt den før?), som sørger for at snappe it-samfundets mørkesystemer i haserne og udvikle programmer, vi andre kan få nytte af.

Som film er den umådeligt kedelig, så den kunne godt gå hen at blive kult, og dens budskab ud over det med kedsomheden er noget diffust.

Med unges interesse for teknikken og dens konsekvenser vil den imidlertid kunne være udgangspunkt for diskussioner om muligheder, risici og etik.

Den distribueres af Det Danske Filminstitut, www.dfi.dk, og kan i øvrigt lånes på biblioteket.

Bogen er en oversættelse af »The Hacker Diaries«, som udkom i USA i 2002. Også her møder vi, med baggrund i virkeligheden, de forskellige kategorier og typer, følger deres hærgen/bedrifter, afsløringen, og hvordan det er gået dem siden. Stoffet behandles her både bredere og dybere af en mand, som selv har forstand på emnet, og da han tillige er amerikansk journalist, får beretningen også tilført en pæn del overfladespænding, så den glider lettere ned.

Alligevel fremtræder også bogen fra omslag til indhold så kedelig, at det kun vil være guf for de indviede, der til gengæld nok skal sluge den råt. Og spørgsmålet er jo, om ikke samfundet faktisk har hårdt brug for hackere. Det er naturligvis kedeligt med det kriminelle element, men det er vel det, der leverer spændingen til den ellers dræbende kedelige syssel. Og har vi ikke brug for, at mange flere mennesker har egentlig indsigt i den skjulte teknik? I skolen vil med den rette baggrund og sammenhæng både video og bog kunne indgå som elementer i et emne om it og samfund.